Håndholdt er fortsat ok
DTL – Danske Vognmænds konsulent Finn Bjerremand, sekretær for DTL’s specialforening Kran Blok Erfa, oplyser, at førere af følgebiler og særtransporter fortsat kan bruge håndholdt mikrofon under særtransport.
Meldingen kommer, efter at Folketinget 13. december 2018 vedtog en ændring af færdselsloven. Ændringen betyder, at der indføres klip i kørekortet, hvis chauffører fremover bruger håndholdt teleudstyr og andre håndholdte kommunikationsapparater under kørslen.
Samtidig hæves bødestraffen fra 1.500 til 2.000 kr.
Undtagelse
Forbuddet gælder dog ikke for politiets, redningsberedskabets, redningskorps᾽ eller ambulanceføreres brug af håndholdt mikrofon, der er tilkoblet fastmonteret teleudstyr, hvis brugen er nødvendig af hensyn til de pågældende enheders arbejde.
Undtagelsen gælder også for erhvervschaufførers brug af håndholdt mikrofon, der er tilkoblet fastmonteret teleudstyr, hvis brugen er nødvendig af hensyn til erhvervsmæssig transport.
Undtagelsesbestemmelsen er kun gældende, hvis benyttelse af udstyret er nødvendigt af hensyn til erhvervschaufførers udførelse af deres transportopgaver.
Hyggesnak: Brug håndfri
Bestemmelsen giver således ikke chauffører adgang til i almindelighed at benytte det omhandlede håndholdte udstyr. Det kan f.eks. ikke anses for nødvendigt af hensyn til udførelse af de pågældendes arbejde, hvis der er en anden person (kollega) til stede på førersædet, for hvem det er muligt at foretage den nødvendige kommunikation.
Ved samtaler mellem chauffører af social karakter anbefaler DTL - Danske Vognmænd, at der kun anvendes typer med håndfri mikrofon.
Datoen for ikrafttrædelsen af den nye undtagelsesregel fastsættes af transportministeren, og den foreligger ikke endnu.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.