Nyt notat: Hurtigere lastbiler på landeveje giver stor gevinst
Vejdirektoratet vurderer, at det er ”overvejende sandsynligt”, at de positive effekter af, at lastbiler kan køre 80 km/t på landevejene i stedet for 70 km/t, vil veje tungere end en eventuel negativ effekt for trafiksikkerhed, støj og emissioner.
Vejdirektoratet har i et notat beregnet, at der under alle omstændigheder vil være en erhvervsøkonomisk gevinst på omkring 560 mio. kr. om året ved at sætte hastigheden op for lastbiler på landevejene. Det skyldes især den øgede fremkommelighed.
»DTL mener også, at erhvervet kan have fordel af en sådan ændring af de faste hastighedsgrænser for store køretøjer. Vi er desuden overbeviste om, at nettoresultatet på trafiksikkerhed vil være positiv, da ensartede hastigheder i sig selv skaber mere ro, naturligt flow og færre hasarderede overhalinger i trafikken,« siger Erik Østergaard, adm. direktør i DTL.
Politisk flertal
»Nu ser der så ud til at være politisk flertal bag ved initiativet, som følger op på DTL’s arbejde med at få udlignet hastighedsforskellene mellem lastbiler og privatbiler på omfartsvejene i bymæssig bebyggelse. En sag, som gennem årene har været åbenlys, da der også vil være trafiksikkerhedsmæssige fordele ved at få udlignet hastighedsforskellene,« fastslår Erik Østergaard.
En forhøjelse af hastighedsgrænsen for lastbiler på alle veje uden for tættere bebygget område til 80 km/t vil ifølge Vejdirektoratet kræve, at hastighedsgrænsen nedskiltes på de vejstrækninger, der ikke er egnet til en hastighedsgrænse på 80 km/t. Vejdirektoratet har anslået, at finansiering til nedskiltning vil koste i omegnen af 30 mio. kr. En realisering af initiativet forudsætter derfor, at der politisk findes finansiering til nedskiltning.