23948sdkhjf

PostNord: Helt naturligt med udenlandske chauffører

I kølvandet på skandalen om de filippinske chauffører fra slumlejren i Padborg har transportminister Ole Birk Olsen måttet svare på spørgsmål fra Folketingets Trafikudvalg om status på de chauffører, der måtte køre for det statsejede og statsstøttede PostNord. Spørgsmålene blev stillet efter ønske af MF Karsten Hønge (SF).

Svarene viser, at brugen af udenlandske chauffører i koncernens stykgodsdel, PostNord Logistics, er en ”helt naturlig” del af PostNords aktiviteter. DTL’s adm. direktør, Erik Østergaard, udtaler:

»Jeg synes, at det er på sin plads, at staten som medejer af PostNord gør mere ud af at sikre sig, at vi ikke ser tilstande på linje med dem, der er afdækket med Kurt Beier sagen. Det gælder både sikring mod betydelig underaflønning såvel som kummerlige levevilkår uden hvilemuligheder.«

Særlig Code of Conduct

På et spørgsmål om, i hvor stor udstrækning PostNord Logistics benytter sig af udenlandske chauffører, henviser og henholder ministeren sig nemlig alene til svaret fra Post Nord koncernen:

»PostNord Logistics forretning indebærer grænseoverskridende transport, hvorfor det er helt naturligt, at der anvendes udenlandske chauffører. Et forhold som den øvrige del af branchen også anvender. Anvendelsen af udenlandske chauffører sker selvsagt inden for rammerne af dansk og international lov. Derudover kan det oplyses, at alle leverandører som anvendes af PostNord skal leve op til et særligt Code of Conduct som blandt andet indeholder krav vedrørende arbejdsmiljø, miljø med mere uanset hvor chaufføren kommer fra.«

Kræver garanti

DTL er heller ikke her imponeret over ministerens svar.

»Her er der tale en statsligt ejet koncern der lige har stået med “hatten i hånden” og fået 1,5 mia. i statstilskud. Jeg synes godt, at man som minimum kan kræve en garanti fra ministeren om, at alle chaufførernes løn- og arbejdsforhold er på danske eller svenske vilkår og således ikke konkurrenceforvridende i forhold til det øvrige stykgodsmarked. Vi har lige med Kurt Beier sagen set, hvordan transportkøberes Code of Conduct ikke er det papir værd det er skrevet på – og som kræver, at man sætter sin transportleverandør under administration. Staten ejer 40 pct. af Posten, så deri ligger også en forpligtelse,« siger Erik Østergaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062