Tjek vejafgiften via politiets scannere
Chauffør Jens Kristian Rasmussen, Skanderborg, nåede ikke at hente sin søn fra daginstitution i går eftermiddag. Han kørte således ind til den store politikontrol af lastbiler og busser på Ejer Bavnehøj ved Skanderborg og måtte overlade afhentningen til sin kone.
Alligevel var han ikke irriteret over kontrolaktionen.
- Det er godt med de her politikontroller. Så får vi svar på de ting, som vi er i tvivl om, siger Jens Kristian Rasmussen til Vognmandens Fagblad.
Chaufføren, der kører for Arthur Andersen Transport i Horsens, mener samtidigt, at den nye regel om maksimalt 24 timers uafbrudt parkering på Statens rastepladser skal droppes igen.
- Myndighederne bør i stedet opkræve vejafgifter via politiets nummerpladescannere.
Om parkeringsbøder lød det:
- Jeg tror, at danske biler får for mange p-bøder i forhold til de udenlandske biler – ganske enkelt fordi det er lettere at opkræve bøderne fra de danske biler. Og så er der alt for lidt plads til parkering langs vejene.