23948sdkhjf

Flere investeringer i teknologi og trafiksikkerhed

Continental: 8,5 procents plus i omsætning – nye intelligente løsninger skal fremme trafiksikkerhed.

De senere års vækst fortsætter hos teknologi- og dækkoncernen Continental.

De foreløbige tal i 2017-regnskabet viser, at omsætningen nåede op på 44 mia. euro. Med en omsætning på 40,5 mia. euro året før er det en fremgang på 8,5. pct., hvilket er foran forventningerne. Bundlinjen følger med salget og viser et nettooverskud på 3 mia. euro, en fremgang på 6,5 pct. i forhold til 2016.

Koncernen har tidligere oplyst, at de foreløbige omsætningstal for 2018 ventes at fortsætte den positive udvikling, og i første kvartal er medarbejderstaben også øget med godt 4.600 medarbejdere i forhold til udgangen af fjerde kvartal 2017.

 

Global bilproduktion stiger

Eksperter forudsiger, at den globale produktion af biler og varevogne stiger i 2018 med 1 pct. - til 96,5 millioner køretøjer. Som en af de førende aktører på globalt plan er Continentals mål at følge med den positive udvikling med leverancer inden for dæk og teknologi.

Koncernen vurderer, at omsætningen i 2018 bliver omkring 47 mia. euro - svarende til en stigning på 7 procent, mens koncernens samlede EBIT-margin ventes at ende på omkring 10 procent.

240.000 ansatte i 61 lande

Continental har de seneste 20 år udviklet sig fra en førende dækvirksomhed til i dag at være en teknologi- og dækkoncern med omkring 240.000 medarbejdere i 61 lande. Med 140 års historik har den tyske industrigigant været med fra bilernes og cyklernes spæde start, og i 2017 producerede Continental 155 millioner lastvogns- og personbildæk.

Og det handler altså om mere end dæk. Koncernen udvikler løsninger, der dels fokuserer på at nedbringe uheld og ulykker i trafikken, dels på mere intelligente og bæredygtige løsninger til auto- og transportsektoren.

Enorm forandring

- Bil- og transportsektoren gennemgår i disse år en enorm forandring, og Continental ønsker at være med helt i front af udviklingen. De seneste 20 år har koncernen derfor udvidet spændvidden kolossalt ved også at gå ind på markedet for udvikling og produktion af intelligente løsninger, der på forskellig vis kan fremme bæredygtighed og trafiksikkerhed, fortæller adm. direktør Georg Nielsen, Continental Dæk Danmark A/S.

Alene i 2017 blev der globalt installeret 600 millioner Continental-sensorer i køretøjer og maskiner, og tre ud af fire biler, der færdes på vejene rundt om i verden, indeholder koncernens løsninger, produkter eller systemer.

Intelligente dæk

- Selv dækkene bliver intelligente. Mange dæk bliver i dag produceret med sensorer, der blandt andet måler dæktryk og temperaturer. Det giver en højere sikkerhed, mindre rullemodstand og sikrer effektiviteten. Men vi ønsker at gå et skridt videre og har udviklet prototyper, der ved at øge eller mindske fælgbredden kan ændre dækkets profil alt efter underlaget. Det er et af de revolutionerende udviklingsprojekter, vi lige nu følger med spænding, fortæller Georg Nielsen og henviser til de massive investeringer, koncernen hvert år foretager i forskning og udvikling.

Virksomheden investerede i 2017 for næsten 3 mia. euro i virksomheder, udstyr og software. Herudover øgede teknologikoncernen investeringerne indenfor forskning og udvikling med 10 pct. - til 3,1 mia. euro.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172