23948sdkhjf

NLA om vejpakke: Parlamentet er splittet

Ved gårsdagens afstemning i Europa-Parlamentets transportudvalg om de sociale dele af vejtransportpakken var Europa-parlamentarikerne som ventet delte i deres holdninger.

Afstemningen vedrørte revision af reglerne for køre-og hviletid, regler for adgang til markedet og adgang til professionen og regler for kontrol og brug af reglerne for udstationering.

Afstemningen om anvendelse af reglerne for udstationering for chauffører tiltrak sig størst opmærksomhed: Allerede for nogle uger siden stemte Parlamentets beskæftigelsesudvalg med overbevisende flertal for, at alle chauffører i international transport, cabotage og kombineret transport skal være omfattet af reglerne.

Ved mandagens afstemning kom så reaktionen fra Parlamentets transportudvalg, da et mindre flertal vedtog, at reglerne ikke skal omfatte international transport. Dette til trods for, at Kommissionen tidligere har udtalt, at reglerne for udstationering gælder for international transport, og at spørgsmålet alene er, hvordan de skal anvendes.

»Mandagens resultat var ikke uventet, men alligevel en kedelig udvikling,« udtaler direktør for NLA, Søren H. Larsen i en nyhedsmail.

»Vi står nu med et splittet Parlamentet med to ekstreme synspunkter, som skal afgøres i Plenar-forsamlingen. Vi står også med et splittet Ministerråd, som også har vanskeligt ved at blive enige om denne del af forslagene. Risikoen er, at der ikke bliver fælles EU-regler i den nærmeste fremtid. Resultatet af dette er et kludetæppe af nationale ordninger, administrative byrder og juridisk usikkerhed såvel som ulige konkurrence for vognmændene.«

NLA-direktøren mener, at den nye situation aldrig kan være i vognmandserhvervets interesse, og fremhæver, at mange MEP’er desværre har misforstået deres rolle i processen. Han mener, at parlamentarikerne skal kæmpe for et bedre EU, ikke et alle-mod-alle EU.

»Jeg ser dog det samlede resultat af afstemningen som en blandet butik, men med mange interessante detaljer, som vil blive studeret nærmere i NLA,« siger Søren H. Larsen, der blandt andet peger på en tekst om skærpet og mere effektiv kontrol med bedre samarbejde mellem medlemsstaterne, hurtigere indførelse af en smart tachograf – og e-dokumenter, der kan bruges til bedre kontrol.

»Hertil kommer regler for adgang til erhvervet – også for køretøjer mellem 2,4 t og 3,5 t i international transport – tredjeparts ansvar, skærpede regler for kombineret transport og for cabotage, karens-periode

(cooling-off) for cabotage og krav om retur til hjemland før ny cabotage kørsel.«

På køre- og hviletidsområdet peger NLA-direktøren bl.a. på forbud mod ugentligt og reduceret ugentligt hvil i førerkabine, med mindre det sker på en certificeret rasteplads samt retten til at have ugentligt hvil hjemme inden for 3 ugers periodeangivelse af passage af grænser i tachografen.

»Det bliver særligt interessant at se på, hvad den samlede effekt af alle disse forslag er, for mange af dem er en reel stramning af gældende regler. Og med krav om retur hjem af chauffør og i visse tilfælde også køretøjet, kan det samlede resultat godt blive, at mange af de systemer til unfair konkurrence, som vi i dag ser udnyttet i EU, bliver hæmmet også uden regler for udstationering,« vurderer Søren H. Larsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063