Danpo får 20 nye Volvo
Det kan godt være, at stegt flæsk er kåret som Danmarks nationalret, men der ryger også en del kyllinger ned. Danpos 20 nye Volvo-lastbiler skal årligt bringe 50 millioner levende kyllinger til virksomhedens slagteri i Aars. Kyllinger som kommer fra producenter på Fyn og i Jylland.
De mange nye lastbiler blev kørt i karavane fra Volvo Truck Center i Aalborg til Danpo i Aars af de chauffører, som fremover får dem som arbejdsplads. 5 af de nye Volvo-lastbiler er indrettet som ”fangebiler”, hvor køjen bag førersædet er erstattet med sæder, så lastbilen kan være arbejdsplads for 4 ”fangere”. De ankommer som de første til kyllingefarmene og sørger for at indfange de kyllinger, som er klar til slagtning. Lastbilerne er udstyret med en gaffeltruck og fangstredskaber.
Efterfølgende bliver kyllingerne transporteret i særligt indrettede gardintrailere med hæve-tag. Alt afhængig af kyllingernes alder og race kan traileren medbringe op til 6.500 kyllinger per transport. En kylling lever et kort liv. 5 uger bliver det til, så vejer den cirka 2.100 gram og er klar til de danske middagsborde.
De nye Volvo-lastbiler er af typen Volvo FH 460 trækkere 4x2 er udstyret med Volvos store sikkerhedspakke, som blandt andet omfatter ACC (Adaptive Cruise Control). Endvidere er der ”Sporassistent”, Dynafleet, I-See, ESP og alkolås.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.