Hæder og priser i sigte
Med det snarlige nytår er transportbranchen traditionen tro i gang med forarbejdet til uddeling af hæder til nogle af branchens dygtige repræsentanter.
Årets Transportvirksomhed
DTL – Danske Vognmænd efterlyser vognmænd, der udmærker sig på sikkerhedsområdet – som kandidater til titlen Årets Transportvirksomhed 2018.
DTL melder blandt andet:
Årets Transportvirksomhed har nemlig blikket rettet mod arbejdsmiljø og trafiksikkerhed i år. Det er indenfor dette felt, vi gerne vil høre om virksomheder, der har gjort en særlig indsats. Det kan f.eks. være virksomhedens ledelse, der har formuleret en trafiksikkerhedspolitik, som er kendt i hele virksomheden, eller måske har vognmanden udpeget en ambassadør, som er bannerfører for sikkerhedsarbejdet internt i virksomheden.
Det kan også være konkrete tiltag, som skal minimere risici i forbindelse med af- og pålæsning, herunder risikoen for at blive påkørt i trafikken eller på lageret og risikoen for fysisk overbelastning hos chaufførerne.
Endeligt kan det være sikkerhedsfremmende teknologi og udstyr, f.eks. brug af en TAG-anordning, der forhindrer kapring og brug af lastbilen til terror.
Danish Transport Award
Brancheorganisationen ITD uddeler 14. april næste år prisen Danish Transport Award. Det sker på Odeon i Odense i forbindelse med ITD’s generalforsamling, årsdag og festaften.
Danish Transport Award hylder de virksomheder og den medarbejder, der er i fuld gang med - eller har omstillet sig, så virksomheden vækster og er med til at skabe et innovativt transporterhverv i Danmark.
Hæderen udmøntes i priser for i alt 60.000 kroner i to kategorier:
Virksomhedsvinderen modtager 40.000 kroner, mens vinderen af medarbejderprisen får 20.000 kroner.
Kriterier
En virksomhed kan indstilles til Danish Transport Award, hvis den opfylder én eller flere af følgende kriterier:
Skaffet vækst gennem en digital transformation, skaffet vækst ved at investere i ny teknologi, skaffet vækst gennem innovative tiltag, har udviklet nye forretningsområder, der giver vækst, har afprøvet nye tiltag, der betyder vækst for virksomheden, eller har professionaliseret virksomheden for at gøre den klar til vækst.
Medarbejdere kan indstilles, hvis de opfylder én eller flere af følgende kriterier:
Har indført nye måder at arbejde på, som giver vækst til arbejdspladsen, har fået en god ide/opfundet nyt udstyr, der giver vækst, er motivator i forhold til digital omstilling i virksomheden, eller har taget nye initiativer, der betyder vækst for virksomheden.
Både ITD og DTL har netop åbnet for modtagelse af kandidater til priserne.