Frasælger til Kudsk & Nissum
Lastas/Kelberg har valgt at frasælge Carsten Noer Service ApS i Toftlund.
»Vi har lavet en overdragelsesaftale med Kudsk & Nissum A/S i Vojens, som vi ved er en kompetent servicepartner og vil servicere vores gamle kunder til deres tilfredshed. Derved opnår begge parter øget styrke og fokusering på deres respektive kerneforretninger,« lyder det i en meddelelse fra Lastas/Kelberg.
Overdragelsen skete pr. 10. september 2017 og omhandler 6 mekanikere og lærlinge, samt 1 indskriver.
Ved overdragelsen overtager Kudsk & Nissum A/S 7 medarbejdere og resten af medarbejderne fra Carsten Noer Service Toftlund fortsætter i Lastas/Kelberg koncernen.
Kudsk & Nissum A/S råder over to lastvognsværksteder. Et på Tingvejen 40P i Vojens samt et på Vejlevej 106-108 i Kolding, hvor fordelingen af ansatte er således;
I Vojensafdelingen er der nu ansat 20 mekanikere, smede, opbyggere, hydraulikmekanikere og lagerfolk. Derudover to værkførere.
I Kudsk & Nissums Kolding-afdeling er der ansat fire mekanikere og én værkfører.