23948sdkhjf

Direktørskifte i Nyscan

Adm. direktør Claus Hofman for den velkendte lastbilleverandør Nyscan a/s, som har været en del af Scania-organisationen gennem 50 år, har besluttet at sende stafetten videre til den hidtidige salgs- og kommerciel direktør i datterselskabet Nyscan Biler a/s, Frank Lundberg.

Det sker formelt pr. 8. september, hvor Frank Lundberg indtræder i stillingen som adm. direktør i Nyscan-koncernen.

Direktørskiftet sker efter gensidig aftale med Nyscan a/s’ bestyrelse:

»Jeg har haft 36 gode og spændende år i Nyscan, heraf de seneste 28 år som adm. direktør. Det har været et privilegium at stå i spidsen for denne virksomhed i så mange år, men nu er det tid til at sende stafetten videre,« siger Claus Hofman.

»Jeg kan med stolthed se tilbage på den udvikling og de resultater, som Nyscan har opnået. Fra at have været to små, lokale lastbilforhandlere har virksomheden udviklet sig til i dag at være totalleverandør for transportbranchen i hele Storkøbenhavn, på Midt- og Sydsjælland samt Lolland-Falster,« tilføjer han.

Nyscan råder i dag over fire store lastbilanlæg og er aut. Scania servicepartner i Roskilde, Køge, Vordingborg og Sakskøbing.

Datterselskabet Nyscan Biler er aut. Iveco-forhandler med moderne vare- og lastbilanlæg i København, Glostrup og Roskilde.

I alt beskæftiger koncernen ca. 125 medarbejdere.

»Transportbranchen står jo aldrig stille, og det har været fantastisk rejse at have været med på. Det gælder både produkt- og servicemæssigt samt organisatorisk. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at sige mange tak for et godt og konstruktivt samarbejde med både kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere i de forløbne år. Da jeg fortsat er medejer af virksomheden, vil jeg naturligvis følge med i den fremtidige udvikling af Nyscan a/s og Nyscan Biler a/s med stor interesse,« fastslår Claus Hofman.

Det er en erfaren mand, som Claus Hofman nu overlader roret til. Frank Lundberg kom til Nyscan Biler fra en stilling som nordisk Operations Director for TIP Trailer Services gennem de seneste knap tre år, hvor han havde ansvaret for hele driftsområdet i de fire nordiske lande, herunder 14 filialer og værksteder. Inden da varetog han en række direktør-stillinger hos bl.a. Leaseplan, ALD Leasing og Nordania med bredt top- og bundlinjeansvar. Frank Lundberg har desuden suppleret sine mangeårige praktiske erfaringer fra trailer- og leasingbranchen med en Executive MBA fra Henley Management College i England.

»Jeg er glad for denne mulighed for at stå i spidsen for en så kendt og betydende leverandør til transportbranchen, som Nyscan-koncernen er,« siger direktør Frank Lundberg.

»Nyscan-koncernen har et stort potentiale i en meget omskiftelig branche, hvor service og kundepleje er i højsædet. Og er der noget, som Nyscan er kendt for, er det netop at sætte kunderne i centrum, og det vil jeg også lægge stor vægt på fremover,« fastslår han.

»Nyscan-koncernen har en størrelse og en styrke, som giver rigtig gode muligheder for at tilpasse sig markedets krav og ønsker. Det gælder ikke mindst på medarbejdersiden, hvor jeg har et stærkt team af forandringsparate medarbejdere til at hjælpe mig med at møde de udfordringer, som branchen står overfor,« slutter Frank Lundberg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062