Arbejdsgivere belønnes for elever
2017 byder på særligt fokus på uddannelser inden for vejgodstransport - lokkemaden er bl.a. mange ledige praktikpladser og god beskæftigelse.
Vejgodstransportuddannelsen er nemlig optaget på positivlisten over kommende fordelsuddannelser, melder TUR, Transporterhvervets Uddannelser.
Vejledere guider til fordele
Det betyder, at vejgodsområdet (gods-, tank-, flytte- og renovationschauffører) nu udgør et særligt branche- og uddannelsesområde, som uddannelsesvejledere kan pege på, som særligt attraktivt for unge, der snart vælger uddannelse.
Målsætningen er derfor at fremhæve vejgodsområdet, markedsføre områdets uddannelser, og gøre disse attraktive for unge uddannelsessøgende.
Aftale fra 2016
Konceptet med fordelsuddannelser er en del af trepartsaftalen fra 2016, der skal udpege uddannelser inden for områder, hvor der er behov for flere faglærte - og som samtidig er attraktive for unge i kraft af høj sikkerhed for praktikpladser.
Bonus
Samtidig skabes der et økonomisk incitament for virksomhederne, der kan få en bonus på op til 5000 kr. pr. praktikårselev. Evt. bonus opgøres medio 2018 for lærlinge, der tages ind i 2017.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.