Samråd om dumping i PostNord
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget har indkaldt transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i åbent samråd om mulig social dumping i PostNord/Post Danmark.
Udvalget ønsker under samrådet bl.a. at få ministerens svar på:
- hvad omfanget er for PostNords (som den danske stat ejer 40 pct. af) brug af billig arbejdskraft på ikke-overenskomstmæssige vilkår til omdeling af post i Sverige,
- om PostNord i Danmark udøver social dumping i form af anvendelse af billig arbejdskraft på vilkår, der ikke lever op til gældende overenskomster, og
- hvad ministerens holdning er til PostNords anvendelse af billig arbejdskraft på ikke-overenskomstmæssige vilkår, og hvad ministeren vil gøre for at sikre, at statens postselskab omdeler post under ordnede forhold.
Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag 2. februar kl. ca. 11.15 på Christiansborg.