23948sdkhjf

Norges-træk sluttede 2016-sæsonen

Stiholt sluttede 2016-leveringssæsonen af på øverste hylde med en Scania R 730 LB6x2HNB med 3-akslet NTM påhængsvogn opbygget til Norges-kørsel.


Vognmand John Jensen fra Sindal er herre i eget førerhus og kan dermed få det, som han vil have det. Og det har han fået. Drivlinen er fra Scanias kraftigste med 730 hk V8’er i front, GRSO925R-gearkasse med integreret overgear og Retarder i midten samt forstærket R 885-bagtøj med 3.23:1 i udveksling bagest. John Jensen har også tænkt på sikkerheden, så derfor har han også sat kryds ud for EBS skivebremser, LDW (sporassistent), AEBS (nødbremsesystem), ESP (stabilitetssystem) og Hill Hold (igangsætningssystem på stigninger).


Dertil kommer krydser i stort set alle rubrikker for komfortudstyr i Topline-førerhuset (som i øvrigt er omdøbt til Dreamline). Det betyder læderbetrukne Premium-stole med indbygget ventilation og varme, Premium lydanlæg med integreret navigation, termosideruder, ekstra isolering af førerhuset, køle-/fryseskab, kaffemaskine, stort oliefyr, aut. klimaanlæg osv. osv. Og det komfort- og hyggeindretning, der ikke kunne bestilles fra fabrikken, har indretningsspecialisterne Buur & Thomsen i Vraa forsynet førerhuset med.


Opbygget ved NTM


NTM i Finland har opbygget trækket med isolerede foldedørskasser på både forvogn og påhængsvogn. Dertil kommer Thermo King kølemaskiner på begge enheder samt 2.500 kg Z-lift på forvognen. NTM har også stået for malingen af vogntoget i Finland.


Hele trækket er luftaffjedret med løftbare bogie-aksler på både forvogn og påhængsvogn. John Jensen har desuden valgt at få monteret Autoline-strøkasser på forvognen, så han med tryk på en knap i førerhuset kan strø grus ud foran trækhjulene i glat føre. Om vinteren kører han naturligvis på vinterdæk på alle 6 aksler og har desuden pigdæk på forakslerne på både forvogn og påhængsvogn.


John Jensen kører meget med køkkener til bl.a. Ålesund og Trondhjem og retur med fisk til Danmark. Det betyder, at trækket er læsset godt op især på hjemturen, og så har V8’eren på 730 hk den positive egenskab, at "den nærmest jævner de norske bakker ud", som John Jensen udtrykker det. Han valgte i øvrigt 730’eren af hensyn til brændstoføkonomien, for den går længere på literen end Scanias ”lillebror” på 580 hk og i øvrigt også markant længere end den R 620’er, som han gav i bytte på den nye R 730 med ca. 1,4 mio. km. på klokken.


For en sikkerheds skyld har John Jensen tegnet en 4-årig serviceaftale med udvidet drivlinegaranti hos Stiholt i Hjørring, der også står for den regelmæssige vedligeholdelse af vogntoget.


Stiholts markedschef Jens Holger Pedersen har stået for handlen, der er finansieret gennem Scania Finans.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.192