- Vi skal turde gribe fremtiden
Transport- og logistikerhvervet er afgørende for det danske samfund, for vores import og eksport og for dansk økonomi. ”Vi holder Danmark kørende” er meget sigende om branchen og de virksomheder, der hver eneste dag bringer varer helt frem til kunderne.
I ITD vil vi nu og i fremtiden gøre vores ypperste for, at transportbranchens betydning for Danmarks vækst og velstand skal fremvises. Vi vil kommunikere troværdigt om branchens bidrag til samfundsøkonomien, fortælle de gode historier og vise, at transportbranchen er afgørende for Danmark. Det er en indsats, som vi skal og vil lykkes med.
Pleje af potentiale
Vi er et erhverv, der står over for nogle enorme forandringer de kommende år. Forandring kræver politisk bevågenhed på sektoren og hele transportkæden på tværs af transportformer. Jeg vil meget gerne derhen politisk, hvor vi i stedet for en stadig tiltagende regulering af sektoren når frem til en bred funderet politisk vilje til at pleje transportsektorens vækstpotentiale og sikre de bedst mulige rammebetingelser, så branchen kan levere bedst muligt.
Det kræver, at vi tør udfordre status quo, at vi tager stærke politiske positioner som sektor, og at vi får politisk opbakning med på vejen. Jeg har en fast tro på, at ITD repræsenterer de værdier, der kommer vores branche til gode, og som kan føre visionerne ud i livet. Vi samarbejder også gerne bredt med søsterorganisationer eller indgår i andre alliancer, men det kræver, at man ser de samme udviklingsmuligheder for branchen, er stolt af den branche, vi repræsenterer, og har et såvel nationalt som europæisk erhvervspolitisk udsyn.
Innovation vejen frem
Transportsektoren undergår en hastig udvikling i disse år, og det medfører et naturligt udskilningsløb. De ambitiøse vækstorienterede virksomheder, der evner at konkurrere på innovative, kvalitative løsninger samt gøre brug af ny teknologi, vil stå stærkest og være centrale rollemodeller for resten af branchen.
Den øgede digitalisering og automatisering af sektoren giver mange nye muligheder, men det kræver også, at vi som branche er klar på, hvad det betyder for virksomhederne og den fremtidige konkurrencesituation. Et godt sted at starte er, at Danmark gør sig selv til testcenter for automatisering og digitalisering i transportkæden.
Hvis vi fremover skal klare os i den internationale konkurrence med mange helt nye spillere i markedet, så er vi nødt til at sikre os værdifuld viden om hele vores transportsystem, så vi bedst muligt kan tilrette vores tilgang til markedet og konkurrencen i det. Innovation er et område, som ITD står stærkt på gennem de seneste års arbejde med ILT – ITD’s innovationscenter, og vi vil også i fremtiden drive ambitionen om innovation til transportsektoren videre og understøtte virksomhedernes arbejde med nye innovative løsninger og ny teknologi.
Behov for kvalificeret arbejdskraft
Et presserende område, branchen står over for, er manglen på kvalificeret arbejdskraft. Uanset hvor meget vi effektiviserer branchen gennem ny teknologi og forbedrede godsstyresystemer, er vi fortsat afhængige af dygtige medarbejdere ude i virksomhederne.
Men vi er også nødt til at se os om efter de nye typer arbejdsfunktioner, som ny teknologi bringer med sig. Selvkørende teknologier og robotteknologi på lagrene vil med tiden fjerne nogle af de arbejdsfunktioner, som vi kender i dag. Det stiller krav om ordentlige forhold, bedre uddannelser, gode muligheder for videreuddannelse og et bedre brancheimage. Konkurrencen er hård, og vi er nødt til at udfordre den gængse vanetænkning, for vi har både behov for den ansatte, der holder rattet, og IT-medarbejderen, der arbejder i en stadig mere digitaliseret verden.
Nye uddannelser til fremtidens arbejdsfunktioner skal etableres. Videreuddannelse og opkvalificering af nye kræfter til transport- og logistiksektoren er desuden en vigtig vej at gå i forhold til rekruttering til branchen. Alternativet, vi kigger ind i, er, at sektoren skal finde kvalificeret arbejdskraft i Europa.
Lyttemøder - Løft i flok
Der ligger derfor en fælles opgave for os alle i at fremtidssikre den branche, som vi er en del af. Min ambition er, at ITD skal være tæt på jer – vores medlemmer, jeres hverdag og de udfordringer, I står over for.
Politisk skal vi være på tæerne og adressere de mærkesager, som er i jeres interesse.
I de kommende måneder vil en af mine første opgaver derfor være at tage rundt i landet på lyttemøder og deltage i netværksmøder for at få et endnu bedre indblik i den hverdag og de udfordringer, I som enkeltvirksomhed står over for.
Jeg ser frem til at møde jer, se jeres virksomheder og høre om de muligheder, I ser for branchen. Sammen skal vi sikre, at branchen fortsat holder Danmark kørende, og skabe stolthed om det arbejde, vi lægger på vejen.