- Mon der er handling bag ordene?
DEBATINDLÆG:
Det bliver yderst interessant at se, hvordan Socialdemokratiet har tænkt sig at agere på dette problem, når det går op for dem, at PostNord - fuldstændigt lovligt –bruger østeuropæiske underleverandører til deres internationale transporter.
Særligt Socialdemokratiet har jo holdt fanen højt, når det gælder kampen mod ”underbetaling”, selvom dette begreb kun vanskeligt kan bruges, når det drejer sig om international landevejstransport, hvor der er fri adgang for alle vognmænd fra hele EU til at køre internationale transporter, hvor de ønsker det, så længe de overholder overenskomsterne – vel at mærke i det land, hvor de er hjemmehørende.
PostNord er ingen ny konstruktion. Fusionen mellem det danske og svenske postvæsen fandt sted allerede i 2009 under den tidligere borgerlige regering. Så integrationen af de to selskaber fandt altså sted, medens socialdemokraterne havde ”vagten” under Helle Thorning Schmidt fra 2011-2015.
Her forsøgte regeringen at gennemføre forskellige tiltag for at begrænse ”social dumping” i transportbranchen med den ene hånd, medens man med den anden hånd som storaktionær i såvel PostNord som SAS - måske uvidende - har accepteret, ”at en statsejet virksomhed medvirker til løndumping og social dumping.”
Det er menneskeligt at fejle, men det bliver spændende at se, om socialdemokraterne vil sætte handling bag ved ordene og kræve, at PostNord og SAS fremover alene benytter vognmænd, der kører på dansk, svensk eller norsk overenskomst.
Jeg tillader mig at tvivle, og jeg vil tro, at der kommer en udtalelse, som konstaterer at PostNord og SAS ”overholder samtlige regler”, og så fortsætter det, som det har kørt de sidste mange år.
Bernt Clausen
Træbuen 7
8670 Låsby