Miljøvenlig vognmand får pris
De 50 lastbiler hos Fredsø Vognmandsforretning har sat farten ned - til gavn for både miljøet og forretningen. Den lavere fart har nemlig ført til færre nedbremsninger, færre stop, et mindre forbrug af brændstof samtidig med, at man har bevaret den samme gennemsnitsfart.
Det er baggrunden for, at vognmanden fra Nykøbing Mors vinder Dansk Industris Initiativpris 2016, som blev overrakt onsdag af H.K.H. Prins Joachim på Dansk Industris årlige konference for små og mellemstore virksomheder i Industriens Hus.
Fredsø Vognmandsforretning har installeret et nyt IKT-system i samtlige biler, som viser, hvordan bilerne præsterer. Direktør i Fredsø Vognmandsforretning, Benny Nielsen, og chaufførerne i de enkelte lastbiler kan løbende følge med i oplysningerne fra bilerne på en mobil-app, der er udviklet til formålet. Ud over et mindre forbrug af brændstof har systemet øget leveringssikkerheden og forbedret trafiksikkerheden.
Ifølge DI's adm. direktør, Karsten Dybvad, er Fredsø Vognmandsforretning samtidig et eksempel på, hvordan virksomheder kan skabe vækst i alle dele af landet. Og det er netop temaet for DI's SMV-konference.
»Fredsø Vognmandsforretning har vist evnen og modet til at udnytte mulighederne i den nye teknologi, og det har givet klare resultater i form af både en mindre belastning af miljøet og et større økonomisk overskud. Det er lige præcis den tilgang, som skal være med til at skabe vækst i fremtiden.«