Tungt grej på hylden
N.C. Nielsen har netop indgået et samarbejde med TII group, der omfatter tyske Scheuerle og franske Nicolas, om udlejning og salg af de bomstærke SPMT-trailere til transport af sværgods.
Med samarbejdet tilbyder N.C. Nielsen nu flere løsninger i den absolut tunge ende af skalaen, når det gælder transportudstyr til sværgods.
Siden 1983 har Scheuerle været med til at definere standarden inden selvkørende og modulopbyggede SPMT-trailere, der flytter de helt tunge emner som eksempelvis brosektioner, motorer, vindmølletårne, siloer og udstyr til offshore-industrien.
SPMT-trailerne bruges til transport på både offentlig vej og til flytning på byggepladser, havne- og øvrige industriområder.
Bærer op til 245 tons
SPMT-trailerne opbygges i forskellige moduler og kan indrettes specifikt til den enkelte transportopgave. Det enkelte modul kan bære op til 245 tons. Akslerne kan dreje 360 grader og styres individuelt med enten fjernbetjening eller påmonteret førerkabine.Et modul kan tilmed forskydes i bredden inden for fastsatte mål og tilpasses præcist til et fastgjort emne.
- Vi glæder os meget til samarbejdet med TII Group og til at kunne levere netop disse vogne til de helt tunge opgaver. Vi har oplevet en efterspørgsel på det skandinaviske marked, hvor der bliver flere og flere sværgodstransporter, fortæller produktchef Bo Nørgaard, N.C. Nielsen.
Artiklen er en del af temaet Trailere.