Risiko for lukning af Storebælt
Den kraftige blæst, som rammer Danmark fra onsdag morgen, vil ifølge seneste prognose fra DMI medføre vindhastigheder på op til 27 m/s ved Storebæltsbroen i timerne mellem kl. 9 og 12. Det giver en risiko for, at broen lukker for al biltrafik, lyder det i en meddelelse fra Sund og Bælt Holding.
Storebæltsbroen lukkes af hensyn til trafikanternes sikkerhed ved vind af stormstyrke, som er fastsat til 25 m/s. Allerede ved 15 m/s frarådes vindfølsomme køretøjer – fx campingvogne, trailers og lette lastbiler – at passere Storebælt.
Varsel for vinden vil løbende blive opdateret på baggrund af DMIs prognoser.