23948sdkhjf

Blokvogne flages hjem

Give Trailer Service ApS i Give har nu flaget den første danske blokvogn, som har været på udenlandsk nummerplade i en periode, tilbage til en gul dansk nummerplade. Det sker, efter at nye regler, som lader blokvogne registrere med almindelig gul nummerplade, trådte i kraft 1. januar, oplyser DTL.

Blokvognen tilhører ICT Logistics A/S i Herning, og har oprindeligt fra ny været dansk godkendt med en blokvognsplade. Den har dog i en lang periode har været tvunget til at være udflaget og registreret på en lettisk nummerplade hos et baltisk datterselskab, fordi de lettiske myndigheder siden starten af 2015 ikke accepterede den særlige danske blokvognsplade.

Med udfasningen af blokvognspladen og implementeringen af blokvognene i DMR (Digitale Motorregister), er det nu ikke længere et problem at køre i lande som Letland eller Litauen med en dansk registreret blokvogn og derfor flages blokvognene nu tilbage til Danmark.

Den hjemflagede blokvogn vil i den kommende periode få følgeskab af flere udenlandske blokvogne, som skal flages tilbage.

»Vi har allerede et par blokvogne på udenlandske nummerplader stående, som skal flages hjem til Danmark, og der er flere på vej,« fortæller værkstedschef hos Give Trailer Service ApS, Ove Jørgensen, der glæder sig over de nye danske regler.

Stor tilfredshed hos blokvognsfolk

Hos erfagruppen DTL Kran Blok Erfa, der gennem de to sidste år har arbejdet hårdt på at få blokvognspladen erstattet af en almindelig gul nummerplade, er der stor begejstring over, at det lykkedes.

»Overgangen fra blokvognsummerpladen til en almindelig gul nummerplade og optagelse i DMR, er en stor administrativ lettelse for erhvervet. Både med hensyn til at få indregistreret blokvogne, hvor det indtil nu har været sværere at få udleveret en blokvognsplade, når blokvognen var blevet godkendt, og ved transporter i udlandet, fordi den gule nummerplade samt den tilhørende registreringsattest er EU-konform,« siger formand for DTL Kran Blok Erfa, Frank Segall, Esbjerg.

Artiklen er en del af temaet Trailere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11