Saltning trods mild december
Trods mildt vejr i julemåneden var det nødvendigt for Vejdirektoratet at salte jævnligt for at undgå rim eller frysende våde vejbaner.
Flere gange var Vejdirektoratets vintertjeneste nødt til at kalde saltbilerne ud for at salte vejene, så de var klar til morgentrafikken.
»Vi salter naturligvis ikke lige så meget, som vi ville gøre på en hård vintermåned med frost og sne. Og vi overvejer hvert eneste udkald nøje. Men vi sender saltsprederne på gaden, når temperaturen ligger og vugger lige omkring frysepunktet, samtidig med at der er fugtighed i luften. Så er det vigtigt at salte for at undgå, at der dannes rim, eller at kørebanen fryser til,« siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.
900 saltspredere
Samlet set brugte Vejdirektoratets saltbiler 3.660 tons salt i løbet af december måned. Det fordelte sig på det, der svarer til syv landsdækkende udkald af saltbilerne i løbet af hele måneden. Eftersom et landsdækkende udkald sender omkring 130 saltbiler på gaderne, så betyder det, at Vejdirektoratet havde godt 900 saltspredere ude at køre i december måned.
Til sammenligning blev saltbilerne kaldt på gaden til det, der svarer til 16 landsdækkende udkald i november, hvor der især i starten af måneden var hårdere vintervejr.