23948sdkhjf

Nytårshilsen fra lauget

NYTÅRSHILSEN FRA KJØBENHAVNS VOGNMANDSLAUG:

Vel retur til et nyt arbejdsår er det tiden hvor jeg som Laugets Oldermand ønsker alle Laugets medlemmer et ”Godt Nytår”.

På tærsklen til et nyt år er det både traditionen og relevant at se såvel fremad, på året der kommer, som bagud på det år, der lige er gået.

Også i 2016 fik vi en ny transportminister – igen kunne man sige, for det synes at være en post med hyppige udskiftninger. Med Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance i stolen skal det blive spændene at se, om de mærkesager, der til stadighed trænger sig på i vores branche, også fremadrettet får den fornødne fokus: social dumping, tilladelseskrav til varevogne, forenklede køre-hviletidsregler for blot at nævne nogle enkelte – men væsentlige emner. Kunne havnetunnelprojektet i København også nyde fremme i det nye år, vil det få vores fulde opbakning.

På gevinstsiden, i året der er gået, er det værd at nævne de ændrede hastighedsforhold, der trådte i kraft i midten af året, hvor lastbiler nu lovligt kan følge med den øvrige trafik på omfartsveje, hvor der skiltes med andre grænser end byzonens 50 km´s grænse. Det var et længe næret ønske og positivt at notere sig dét på plads.

Ellers må vi sige at de dystre udsigter for beskæftigelsen i transportsektoren blot er blevet endnu mere tydelige hen over året 2016. Så godt som alle vognmænd melder om stadig større udfordringer med at tiltrække – og fastholde – de gode chauffører, og 2017 ser ikke ud til at dét forhold bliver nemmere. Vi har derfor en fælles opgave med at gøre erhvervet attraktivt, at gøre det spændende at være chauffør, når vi skal konkurrere med mange andre erhverv, der også vil have fat i de dygtige medarbejdere. Den interne konkurrence i erhvervet gør dog også, at det ikke skal være et lønoverbud vi skal ind i – det er vores marginaler alt for små til.

Fra vores egen organisation fortsætter bestræbelserne på at hverve nye medlemmer. Dels for at styrke os selv, og for at lukke de huller, der uvægerligt kommer, når vognmænd lægger op, virksomheder konsoliderer sig, eller hvad vi også har set eksempler på, medlemmer bukker under for en skarp konkurrence, og derfor må gå konkurs. Jeg opfordrer alle nuværende medlemmer til at have et vågent øje for at få uorganiserede kolleger med ind i fællesskabet – giv sekretariatet et vink, og de vil følge op på blot en lille interesse for et medlemskab.

Lauget har i hele 2016 fortsat bestræbelserne på at komme med relevante medlemstilbud. Det gælder vores indkøbsaftaler med eksempelvis Cirkel K og Codan, som det gælder gå hjem-møder og faglige seminarer – brug disse tilbud, i det omfang det passer til jeres virksomhed, og få ad denne vej mere værdi af jeres kontingentkroner!

Ser vi frem i 2017, går vi ind i et år, der varsler såvel usikkerhed som forandring: I vores omgivelser er der opbrud på den politiske scene. Det gælder England og Brexit, USA og Trump og et EU, der har store udfordringer – såvel internt som udadtil.

Også vores egen branche vil være påvirket af forandringer. På den ene side ser vi heldigvis en øget ordretilgang, men også en skærpet konkurrence. Og skal man tro dem, der kigger ind i fremtiden, vil ikke mindst transporterhvervet være udfordret på nye teknologier, nye efterspørgselsmønstre – med hvad det stiller af krav til os om forandringsparathed. I en tid med mangel på kvalificerede chauffører lyder det spændende med selvkørende biler, men én ting er også sikkert: ingen forretning er selvkørende, heller ikke en vognmandsforretning. Det kræver fingeren på pulsen at være vognmand i dag, og det vil det gøre endnu mere i morgen!

I 2017 skal der landes en ny overenskomst med 3F på transportområdet. Vi sætter vores lid til, at begge parter i dialogerne er opmærksomme på, at et godt resultat er et, hvor begge parter får noget ud af det. Som vognmænd skal vi kunne styre vores omkostninger, men vi skal også give løn- og ansættelsesforhold, der gør vores fag attraktivt at være beskæftiget i.

I 2017 vil vi også i Lauget fastholde et højt aktivitetsniveau, og vi opfordrer medlemmerne til at gøre aktiv brug af disse aktiviteter. I kan passende varme op til årets Laugsforsamling, der i år bliver afholdt torsdag den 16. marts – vi lægger os i selen for et godt og spændende program, så sæt allerede kryds i kalenderen ved den 16. marts, og få indflydelse på din egen forening.

Vi annoncerer løbende aktiviteter via mailudsendte nyhedsinformationer, og lægger dem samtidig på vores hjemmeside – så hold øje med overskriften ”Lauget informerer”.

Lad mig med disse ord ønske alle et godt nytår, hvor jeg ser frem til at møde Laugets medlemmer ved gerne flere lejligheder gennem året.

Jørgen K Jensen

Oldermand, Kjøbenhavns Vognmandslaug

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125