Ny midtjysk motorvej
Regeringen, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative, følger nu op på sit regeringsgrundlag og har sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre besluttet at igangsætte en forundersøgelse på strækningen fra Hobro over Viborg til Give - og en VVM-undersøgelse på strækningen Give-Billund-Haderslev.
Beslutningen glæder transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA):
- En ny midtjysk motorvej vil få stor betydning for vækst og arbejdspladser i hele Jylland. Det er der slet ingen tvivl om. Det er godt projekt, der vil kunne skabe ny mobilitet i den jyske transportkorridor, og som vil kunne bidrage til at aflaste E45. Derfor er det en stor glæde for mig, at vi med en VVM- og forundersøgelse nu endelig tager hul på arbejdet med den konkrete planlægning, og dermed kommer et skridt nærmere at gøre en ny motorvej fra Sønderjylland og hele vejen op gennem Midtjylland til virkelighed.
Undersøgelserne kan gennemføres på to til tre år. Regningen beløber sig til 40 mio. kr. for VVM-undersøgelsen af strækningen Haderslev til Give og 25 mio. kr. til forundersøgelsen af strækningen Give til Hobro.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.