Hvem har den flotteste lastbil?
Har du Skandinaviens flotteste lastbil, eller vil du være med til at bestemme, hvilken det bliver? I konkurrencen Show Truck Award, som afholdes i forbindelse med Transport 2017 i Herning, handler det om de lastbiler, der allerede vækker opmærksomhed ude på vejene, og én af dem får mulighed for at løbe med sejren samt en præmie 75.000 kr.
Om det er lakeringen, udvendigt gear, kabineindretningen eller noget helt andet, der agerer blikfang, er ikke afgørende – det vigtigste kriterie er fagligheden.
Bedømmelsen finder sted fredag og lørdag under transportmessen, hvor alle kandidater til Show Truck Award udstilles på Landsskuepladsen bag messehallerne. Et fagkyndigt dommerpanel vil vurdere lastbilerne ud fra en række kriterier, og alle besøgende på transportmessen kan stemme på deres favorit. Konkurrencen afgøres af dommere og publikum i fællesskab ud fra følgende fem kategorier:
• Lakering
• Kabine
• Udvendigt udstyr
• Rengøring/polering
• Publikumsstemmer
De nominerede blandt kandidaterne afsløres under Årets Transportfest lørdag aften, hvor vinderen naturligvis også bliver kåret.
Veteranlastbiler kan ikke stille op i konkurrencen.
Sidste frist for tilmelding til Show Truck Award er den 1. marts 2017.