23948sdkhjf

Kraftig DAF skal køres af Bamsefar

Vognmand Kim Jørgensen fra vognmandsforretningen Anders Jørgensens Eftf. ApS i Ærøskøbing på Ærø har oprustet vognparken med en ny DAF XF 106-510 med wirehejs.

Bilen er leveret af Lastbilmægleren v. Carsten Lykke i Hedensted, og det er der en særlig grund til:

»Vi har handlet lastbiler med Carsten Lykke mange gange. Det går helt tilbage til min fars tid, og vi har altid været godt tilfredse med Carstens arbejde. Bilerne er opbygget som aftalt, og de er kommet til aftalt tid, mere kan man ikke forlange,« siger vognmand Kim Jørgensen.

Den seneste investering er en DAF XF 106-510 8x2/4 ”tridem”. Det vil sige en 4-akslet bil med løftbar og styrbar støtteaksel foran trækakslen samt traditionel tvillingmonteret bogieaksel bag trækakslen.

Da bilen skal køre med 3-akslet tippåhængsvogn, som Lastbilmægleren også har leveret, ligger vogntogsvægten ofte på 56 tons. Derfor har Kim Jørgensen valgt at specificere den nye bil med DAF’s kraftigste 12,9 liters 6-cyl. rækkemotor på 510 hk og drejningsmoment på 2.500 Nm samt 12-trins ZF AS-Tronic gearkasse med fuldautomatisk gearskiftesystem og Eco-Roll.

Chauffør Rasmus Christensen, blandt venner kaldet Bamsefar, er fast mand på bilen. Derfor er han også taget med på råd omkring opbygningen, som er et 3-vejs wirehejs fra KLC i Kolding. Wirehejset har 24 tons tip- og ophalerkapacitet og er beregnet til 6,0-6,2 meter containerkasser.

Bamsefars arbejdsplads er DAF’s mellemhøje Spacecab førerhus på 4-punkt luftaffjedring med bl.a. luftaffjedret luksus førersæde, multi-justerbar ratstamme, radio/CD med 6 højtalere, klimaanlæg, walkie-talkie, motor/kabinevarmer m.m. Til at kaste lys over land i den mørke vintertid er bilen desuden udrustet med kombilygter i kofanger, lygtebøjle med 4 ekstra projektører over forruden samt blitz-lys.

Og for ikke at blive overhørt, er Bamsefars DAF også udrustet med store tryklufthorn på taget og et par mindre horn bag kølergitteret. Af hensyn til trafiksikkerheden har Kim Jørgensen også valgt at specificere bilen med afstandsradar samt AEBS nødbremsesystem (Advanced Emergency Braking System), Load Master akseltrykmåler mv.

Anders Jørgensens Eftf. blev etableret af Anders Jørgensen helt tilbage i 1969. I dag drives den af sønnen Kim Jørgensen, der råder over i alt ni lastbiler, heraf syv DAF’er. De er bl.a. beskæftiget med renovations- og kran/grab-kørsel, transport af korn- og foderstoffer samt forefaldende kørsel med udgangspunkt fra Ærø og det sydlige Fyn til det øvrige Danmark.

[add:467]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062