23948sdkhjf

Tog nøglerne fra fuld ungarsk chauffør

Politiet i Hirtshals måtte tirsdag aften tage nøglerne fra en tydeligt beruset ungarsk lastbilchauffør, som forsøgte at indløse billet til Norgesfærgen.

Det skriver Nordjyske.

Den 49-årige chauffør kunne ikke skjule, at han havde fået lige rigeligt inden for vesten, da han kom ud fra førerhuset for at købe billet.

»Episoden fandt sted ved 20-tiden, hvor den ungarske chauffør holdt parkeret på godsterminalen i Hirtshals. Han væltede på det nærmeste ud af sin lastbil og vaklede over for at købe billet til færgen til Norge, men opmærksomme vidner tilkaldte os, og så inddrog vi i første omgang forebyggende chaufførens bilnøgler,« siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen til avisen.

Politiet kontaktede efterfølgende chaufførens vognmand, som bekræftede, at chaufføren holdt et længere hvil på godsterminalen.

Politiet oplyser desuden, at der jævnligt sker inddragelser af fulde chaufførers bilnøgler på færgeterminalen.

»Vi kan naturligvis ikke bevise, at manden vil køre i sin lastbil i en situation, hvor han holder pause på en færgeterminal. Så når vi støder på de fulde chauffører der, er vi nødt til at inddrage deres nøgler og kontakte deres firmaer. Så laver vi som oftest en aftale med firma og chauffør om, at de kan hente nøglerne hos politiet dagen efter,« siger Karsten Højrup Kristensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047