23948sdkhjf

Fremtidens smarte lastbiler til debat i EU

»Om en lastbil er smart eller ej, afhænger helt af, hvor den anvendes – og til hvad. Vi har brug for fleksible regler og standarder, så lastbiler til enhver tid kan blive udnyttet så effektivt som muligt overalt i Europa.«

Sådan sagde ITD’s adm. direktør, Jacob Chr. Nielsen, da han tirsdag var hovedtaler på en konference i Europa-Parlamentet i Bruxelles. Konferencens tema var fremtidens smarte lastbiler og havde ITD og Novozymes som arrangører.

Et panel af branchefolk, EU-politikere og embedsfolk diskuterede, hvordan lastbiltransporten kan blive smartere og endnu mere effektiv. EU’s direktiv for vægte og dimensioner, som er under revidering i Europa-Parlamentet, kom hurtigt i skudlinjen.

Rammer nordiske lande

Kræfter i parlamentet arbejder netop i disse dage for, at direktivet så godt som helt skal forbyde grænseoverskridende trafik med lastbiler, der vejer mere end 40 tons eller er længere end 18,75 meter.

Det vil for eksempel ramme de nordiske lande, som både har tilladt kørsel med 48 tons på almindelige vogntog og 60 tons på 25 meter lange modulvogntog på tværs af grænserne.

»I luftfarten og jernbanesektoren kan EU slet ikke få nok af udvikling og innovation, men når det gælder lastbiltransport, bliver innovationen gang på gang bremset, og laveste fællesnævner skal i brug. Det lugter af, at de andre transportformer prøver at blokere udviklingen i vores erhverv, men det skal de da ikke have lov til,« sagde Michael Nielsen, der er leder af Bruxelles-kontoret for den internationale vognmandsorganisation IRU, hvor bl.a. ITD er medlem.

Flere af de øvrige paneldeltagere udtrykte forståelse for branchens behov for fleksible regler og standarder.

Dialog er vejen frem

Europa-Parlamentets behandling af et nyt vægt- og dimensionsdirektiv fortsætter i de kommende par måneder.

Jacob Chr. Nielsen lukkede konferencen af med at gyde olie på vandene:

»Der er masser af spændende muligheder for vores erhverv i Europa, men vi har også set i dag, at der er uenigheder. Jeg vil opfordre alle til dialog og samarbejde – det er på den måde, at vi kommer videre.«

[add:431]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073