23948sdkhjf

DTL: Bøder ligegyldige, hvis erhvervet forsvinder

ITD mener, at DTL og 3F fremover vil være ansvarlige for de forhøjede bødetakster, som Folketinget skal tage stilling til torsdag. Også DI kritiserer DTL’s rolle. Men DTL afviser og giver igen på kritikken.

»Med den logik ville DTL med samme ret kunne hævde, at ITD er ansvarlige for, at danske transportvirksomheder lukker og et deraf følgende tab af arbejdspladser. For det er jo konsekvensen, når man vil udkonkurrere danske vognmænd med lavt betalt udenlandsk arbejdskraft,« siger erhvervspolitisk chef Ove Holm fra DTL.

DI har også rettet skytset mod DTL med beskyldninger om et selvmål og sammenlignet DTL’s indsats med Jesper Olsens tilbagelægning ved VM i fodbold i 1986…

»Jeg må sige helt klart til DI: DTL har scoret et vigtigt mål i kampen for en skærpet indsats mod ulovlig cabotage. Så til spørgsmålet om bødestørrelserne generelt, er sagen vel den, at bødeniveauet risikerer at blive ret ligegyldigt, hvis det danske vognmandserhverv forsvinder. Dét ville jo være det virkelige oplæg til selvmål,« siger Ove Holm.

Han betoner samtidig, at DTL endnu ikke vil slå op i banen, men fortsat arbejde på at få bremset lovforslaget i dets nuværende form.

»Vi synes som bekendt, at der er både skidt og kanel i lovforslaget. Det gode er, at man vil sanktionere hårdt, når overtrædelser kan indebære en uberettiget økonomisk gevinst – og dermed unfair konkurrence. Og jeg går da bestemt ud fra at ITD også finder det rimeligt, at kørsel helt uden tilladelser sanktioneres håndfast,« siger Ove Holm.

»Der ligger nu en proces foran os, hvor DTL aktivt vil forsøge at påvirke politikerne. Og jeg vil da stærkt opfordre ITD sammen med den øvrige transportbranche til at gøre fælles front med DTL, når det kommer til at få sikret, at bagatelforseelsernes bødeniveau bibeholdes på det eksisterende niveau. Her mener jeg sagtens, at branchen i forening kunne bidrage til at nuancere og dermed forbedre lovforslaget,« lyder det fra Ove Holm.

[add:38]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062