Nytårsudtalelse fra Landsklubben Danske Godschauffører
Med den sidste uges nytårsudtalelser fra transportbranchens forskellige arbejdsgiverorganisationer finder jeg det betimeligt, at også Landsklubben for Danske Godschauffører kommer med en sådan.
I lighed med ovennævnte organisationer har også vi haft et travlt 2012. Et år med et markant højere aktivitetsniveau. Det altoverskyggende fokusområde har været den samfundsskadelige ulovlige cabotagekørsel, der finder sted, både her i landet samt ude i Europa. Men også overenskomstfornyelsen samt en øget profilering af Landsklubben og vores indsats for bedre arbejdsvilkår for den danske chaufførstand har fyldt meget i vort virke. Et arbejde der vil fortsætte i 2013.
Det bliver et år, hvor vi, med alle lovlige midler, vil bekæmpe den ulovlige cabotage, som stadig flere kreative vognmænd og speditører tyer til blot for egen vindings skyld. Vi vil fortsætte med at politianmelde bedrageriske vognmænd, vi vil arrangere demonstrationer for at skabe opmærksomhed om problemområderne.
Vi vil ud og møde chaufførerne på landeveje og rastepladser for at mobilisere alle kræfter i kampen om at bevare en dansk transportbranche med danske chauffører til danske lønninger.
Som formanden for Kjøbenhavns Vognmandslaug, Jørgen Kjeld Jensen, udtaler i sin nytårshilsen, ” indre sammenhold giver ydre styrke”. Et synspunkt vi helt kan tilslutte os.
Direktør Anne Windfeldt Trolle fra ATL/DI skriver i sin hilsen bl.a., at hun ønsker enklere og klarere regler, så det bliver lettere at drive virksomhed. Risikere hun så ikke at gøre en stor del at sine regnedrenge og jurister arbejdsløse ud fra den tese, at enklere regler giver færre smuthuller. Smuthuller der med den udbredte kreativitet der er i branchen bliver udnyttet og i mange tilfælde omgået til sidste blodsdråbe i jagten på ussel mammon.
Samtidig fremsætter hun et fromt ønske om en modernisering af vore overenskomster. Men det skure lidt i mine ører. For når en arbejdsgiver ønsker at modernisere, betyder det som regel, at det skal være billigere. Lad os i stedet sørge, at alle lønner efter gældende overenskomst, sådan som det står skrevet i den nyligt vedtagne godskørselslov. Derved opnås der i højere grad ens konkurrencevilkår, til gavn for hele branchen.
Peter Provstgaard fra ITD ønsker, at den danske transport skal helt frem i branchens ”Champions League”. Med tanke på 2012 vinderen af fodboldens ditto, Chelsea FC, spørger jeg mig selv:
Er en branche med et hav af forskellige udlændinge på lønningslisten, hyppige og dramatiske skift på ledelsesgangen, samt en kolerisk ejer, der har skabt sin formue på tvivlsom vis, noget at efterstræbe?
Samme Provstgaard udtaler. ”Vinderne er de vognmænd som er skarpe, fleksible og nytænkende”.
Når sådan en udtalelse kommer fra ITD, er der, set fra min stol, grund til bekymring. Ord som fleksibel og nytænkende bliver i deres verden snarere defineret som evnen til at sno sig uden om og kreativitet af den negative slags.
Provstgaard efterspørger også en større saglighed i debatten. Men er det sagligt at postulere, at omfanget af cabotagekørsel i Danmark kun udgør 5 %, når så ca. 20 % af de danske chauffører har mistet deres arbejde. Og når tal fra Rigspolitiet dokumenterer, at omkring 10 % af de udenlandske lastbiler, der stoppes i kontroller, udfører ulovlige cabotagekørsel?
Ydermere baserer ITD deres 5 % på tal fra Eurostat, selvom det fra flere sider er påpeget, at disse tal er direkte misvisende, da de lande der foretager allermest cabotagekørsel end ikke indrapporterer til førnævnte Eurostat. Så hvis ITD ønsker saglighed i debatten, bør de starte i egen hønsegård.
Og så er der ANCO-direktricen og formand for DI Transport, Anne Kathrine Steenbjerge. Hun ønsker mere vækst. En øget vækst der skal trække os alle ud af krisen. Førende økonomer er enige om, at væksten bl.a. skal komme fra et øget privat forbrug. Vi skal alle forbruge mere. Skabe omsætning i butikkerne. Og jeg er helt enig.
Men hvor skal pengene til et øget forbrug komme fra, når den danske chauffør eller håndværker oftere og oftere erstattes af illegale og underbetalte østeuropæere? Så hvis ANCO-direktricen vil, som hun selv skriver i sin nytårshilsen, indrette sig mere intelligent, bør hun ansætte danske chauffører og indregistrere sine lastbiler i Danmark til gavn for hele samfundet. Er det ikke at udnytte kapitalapparatet mere intelligent?
Og vi skal være mere grønne og miljøbevidste, siger hun. Hvordan hænger det nu sammen? Er det grønt og miljøvenligt, når en rumænsk chauffør dag efter dag, uge efter uge, ja måned efter måned bruger sin lastbil som bosted på havnen i Aarhus? Og flere gange om dagen må starte motoren for at skaffe strøm til fjernsyn, kaffemaskine og lignende. Og for ikke at fryse, bruger bilens oliefyr, der forbrænder brændstof, helt uden om et evt. partikelfilter. Miljøvenligt? Næppe. Social dumping og samfundsskadelig virksomhed? Helt sikkert.
Her til sidst vil jeg lige runde DTL. I fortjener stor ros for jeres store og værdifulde indsats i kæmpen for bevarelsen af den danske transportbranche. Og jeg er fuldstændig enig med formand Jørgen Egeskov, når han siger, at der skal gøres op med den liberale tolkning som den lovlige cabotagekørsel foretages under. Jeg kan ikke være mere enig. Det er her vi har kilden til hele problematikken.
Jeg vil dog stramme den lidt. Det er på tide, at Folketing og politikere vågner op. Der er ikke brug for mere snik snak. Det er på tide, at vi ser noget reel handling. Der skal skabes job. Men også bevares og fastholdes danske job i Danmark. Det skal være slut med blot at set til, mens danske arbejdspladser forsvinder i tusindtal ud over grænsen. Og ofte til mennesker der udsættes for grov underbetaling og udnyttelse. Social dumping når det er værst.
Transportministeren må træde i karakter og vise, at han er en del af en arbejderregering. Valgt af folket – for folket. Og som jeg har sagt ved flere lejligheder. Få nu trukket diverse Interesseorganisationers hånd ud af en vis legemsdel på Trafikstyrelsen. Det er dig, der er ministeren. Det er dig, der bestemmer.
Godt Nytår!
Harald Fabricius
Formand, Landsklubben Danske Godschauffører under 3F