Ny fartskriver tidligst i 2018
På mandagens rådsmøde nåede et flertal af EU's transportministre frem til enighed om en række af forslagene i Kommissionens forslag fra juli 2011 om yderligere forbedringer af den digitale fartskriver - tachografen.
Efter de forbedringer, der blev indført af den digitale tachograf tidligere i år – herunder en bedre opmåling af køretiden – har Kommissionen nu fokuseret på at gøre den digitale fartskriver mere sikker og mere velegnet som kontrolapparat samt ikke mindst også at gøre den til et nyttigt redskab for vognmænd og chauffører i deres daglige arbejde.
Registrerer automatisk position
Den digitale fartskriver skal fremover automatisk registrere køretøjets position, når chaufføren starter og slutter sin arbejdsdag. Dette vil være et fremskridt i kampen mod snyd og bedrag med data. Som ønsket fra bl.a. DTL har ministrene gjort det klart, at denne datakommunikation, der er nødvendig for at registrere positionen, skal være gratis. Ministrene blev også enige om at sikre, at den fremtidige digitale tachograf kan bruges til, at myndighederne på afstand via fjernkommunikation kan aflæse data med henblik på at afgøre, om yderligere kontrol er nødvendig, hvis de ønsker det.
»DTL hilser det velkomment, at den fremtidige tachograf indrettes på en sådan måde, at man kan bruge den til at gennemføre effektive og målrettede kontroller med fokus på manipulation og andre alvorlige overtrædelser. Men samtidig er det også positivt, at EU tillader de enkelt medlemslande at finde den bedste måde at gennemføre sådanne kontroller på. På den måde kan vi også være med til at sikre, at der ikke bruges for mange penge på dyrt udstyr og for lidt på effektiv kontrol”, udtaler DTL's chefkonsulent, Frank Davidsen.
Han finder det også positivt, at EU åbner op for, at fartskriveren skal kunne integreres med andre systemer til styring af køretøjet og transporten. Det betyder ifølge chefkonsulenten, at fartskriveren i større grad vil blive set som et positivt bidrag til chaufførens hverdag, snarere end en irritation, ligesom det vil forenkle mulighederne for vognmanden i forhold til at integrere andre ITS-systemer i lastbilen.
»DTL er ganske godt tilfreds med, at vores holdning omkring forholdet mellem værksteder og vognmænd har vundet gehør, da ministrene samtidig har afvist Kommissionens forslag om en fuld adskillelse mellem en vognmandsvirksomhed og installation/vedligehold af fartskriveren. Medlemslandene accepterede ikke, at det var nødvendigt at detailregulere på denne måde,« siger Frank Davidsen.
Usikker fusion mellem førerkort og kørekort
Endelig nåede ministrene også til løsninger omkring en begrænset udvidelse af undtagelser fra kravet om anvendelse af fartskriver, bedre kontrol med værksteder og oprettelse af et fartskriverforum, hvor også vognmænd skal være repræsenteret.
Forslaget om mulighed for at integrere førerkort og kørekort fandt ministrene det dog for tidligt at træffe beslutning om. DTL støtter aktivt dette forslag, da det vil være en administrativ lettelse for virksomhederne, og håbet er, at det kommende danske formandskab vil lytte til DTL's ønsker i den forbindelse.
Europa-Parlamentet mangler fortsat at indlede sin behandling af sagen. Det sker med en høring i parlamentet d. 20. december, 2011. Parlamentet forventer at kunne vedtage sin rapport i foråret 2012.
Under alle omstændigheder har medlemslandene skudt denne nye fartskriver endnu længere ud i fremtiden – nemlig til tidligst 2018.
[add:306]