Første bid af ny motorvej åbnes
I morgen, torsdag 15. december, åbner transportminister Henrik Dam Kristensen 1. etape af den nye Frederikssundmotorvej i retning mod Frederikssund.
Fra søndag den 18. december kan bilisterne køre på motorvej i begge retninger direkte mellem Motorring 3 og Motorring 4, og dermed slipper man for at køre via Jyllingevej i Rødovre.
Programmet ser således ud:
Kl. 12.15 Mødested på motorvejen (indkørsel fra Nordre Ringvej, Glostrup – se kort nedenfor)
”De røde lygter” - 3. D fra Ejbyskolen synger julen ind
Kl. 12.30 Velkomst ved vejdirektør Per Jacobsen
Transportminister Henrik Dam Kristensen taler
Elevrådsformand Emil Rønning Bech, Nordvangskolen, taler
Kl. 12.50 Motorvejen åbnes af transportminister Henrik Dam Kristensen og elever fra Ejbyskolen
Kl. 12.50 ”De røde lygter” - 3. D fra Ejbyskolen synger julen ind
Kl. 13.30 Forventet afslutning
Strækningen var oprindeligt planlagt til først at åbne i 2013. Senere blev åbningsåret rykket til sommeren 2012, og nu er det altså lykkedes at gøre resten af motorvejen færdig i retning mod Motorring 4 og Frederikssund yderligere 6 måneder før tid.
Med åbningen af den nye motorvej kan bilisterne nu køre fra Motorring 3 direkte til Frederikssundmotorvejen ved det nye, store motorvejskryds i Rødovre. Dermed kan man som bilist springe den stærkt trafikerede Jyllingevej helt over, når man skal til og fra København. Vejdirektoratet forventer med den nye motorvej, at trafikken på Jyllingevej falder med ca. 18.000 biler i døgnet, hvilket svarer til næsten en halvering af trafikken. Den nye motorvej forventes at tiltrække 50.000 bilister i døgnet.
Baggrund:
1. etape af Frederikssundmotorvejen er på i alt 3 km mellem Motorring 3 og Motorring 4. Motorvejens østligste 1,5 km forbinder Motorring 3 og Nordre Ringvej (O3) med i alt 6 kørespor. De næste 1,5 km er en udbygning af en eksisterende motorvej mellem Nordre Ringvej (O3) og Motorring 4 med to ekstra spor, dvs. i alt 6 spor. Byggeriet af 1. etape af Frederikssundmotorvejen gik i gang i 2008.
Byggeriet af 2. etape af Frederikssundmotorvejen fra Motorring 4 til Tværvej ved Smørum ventes at gå i gang i 2012 med åbning i 2015.
[add:243]