Chauffør flygtede efter påkørsel
En udenlandsk lastbilchauffør tog sent søndag aften flugten, efter han havde påkørt en bil med tændt havariblink på Randersvej ved Skejbygårdsvej i Århus, skriver stiften.dk.
Den havarerede bil holdt stille i vejsiden, da lastbilen klokken 21.45 ramte den bagfra. Den 37-årige kvinde ved bilen forsøgte herefter at kommunikere med lastbilchaufføren, som imidlertid ikke forstod dansk.
Han skubbede i stedet kvinden væk fra førerhuset, smækkede døren og kørte videre mod nord mod motorvej E45.
Kvinden nåede at notere lastbilens nummerplade, og politiet har nu efterlyst lastbilen og dens fører, oplyser Østjyllands Politi.