DEBAT: Kommentarer til regelforenkling
Denne artikel (“Minister afviser mere undervisning i køre-hviletid”) viser med al tydelighed, at vores transportminister ikke aner, hvad han taler om. Alle andre steder, hvor der er lovovertædelser, bliver der fortalt, at uddannelse er vejen frem, og uddannelse er altid godt.
Det er også et bevis på, at det er forkert at ændre på uddannelsen til vognmand, den skulle måske udvides, og kravene skulle måske skærpes, og man skulle måske pålægge vognmanden at holde sig bedre opdateret om, hvad der sker i hans forretning.
Ministeren henviser også til den efteruddannelse, der kører lige nu, men han er åbenbart uvidende om, at hvis du er arbejdsløs, så skal du selv betale for dette kursus, men transportministeren vil måske hjælpe beskæftigelsministeren med at aflive transport på danske hænder, det kunne se sådan ud.
Kurt Gjelstrup-Jørgensen,
formand for Landsklubben Danske Godschauffører under 3F
Søvej 12
4140 Borup
Hvorfor inddrager man ikke tilladelserne ved grove overtrædelser og giver udenlandske vogmænd kørselsforbud i DK? Fordi det hele bare er snak, det samme med de vognmænd, der ikke overholder overenskomsten, og det er mange. Hvad er der sket, siden 3F fik lov til at kontrollere lønsedler? Intet.
Jens P. Dyrberg, vognmand
Østerskovvej 32, Ilskov
7451 Sunds
Det simple stykke arbejde, det var engang at være chauffør, er efterhånden blevet så lovmæssigt kompliceret, at det næsten kræver en universitetsuddannelse blot at forstå love og bestemmelser.
Politikere har det med at lave enkle ting så komplicerede, at man bliver dårligt tilpas.
Steen A. Jensen
Slåenbakken 12
8520 Lystrup
Citat: "»Regelrytteriet« har dog nået grænsen, ifølge foreningen, der mener, at mennesket skal tilbage i centrum i lastbilernes dagligdag."
Det er især ordet "tilbage", jeg hæfter mig ved. Jeg kan nemlig ikke huske, at mennesket nogensinde har været i centrum i branchen. For en sikkerheds skyld har jeg spurgt nogle pensionerede chauffører, og de kan heller ikke. Tværtimod synes jeg, branchen er præget af det samme menneskesyn, som herremændene lagde for dagen i "de gode gamle dage", hvor det var dem, der havde råd til at bygge slotte.
Jeg indrømmer gerne, at køre- og hviletidsreglerne ikke fungerer ideelt, og at de er årsag til megen stress, men at tale om regelrytteri er helt hen i skoven. Uden reglerne vil vognmænd og chauffører være underlagt speditørernes mindst lige så nidkære nakkerytteri, og det er bestemt ikke sundere for hverken økonomien eller helbredet.
Jeg så gerne, at man fandt på noget, der fungerede bedre end det nuværende system, men indtil branchen bliver lige en anelse klogere, håber jeg ikke, at man slækker på reglerne.
Hans E. Kratholm Rasmussen
Møllevej 17
7500 Holstebro
[add:247]