DTC-boss fylder rundt
Adm. direktør Henry Dyrlund, DTC – Danmarks Transport Center A/S i Vejle - fylder 60 år onsdag 16. februar.
Henry Dyrlund, der er civiløkonom med HD i afsætningsøkonomi, er oprindeligt uddannet som speditør. Efter at have arbejdet en årrække med vin-spedition hos SAMLAST A/S i Odense kom han i 1982 til Odense Fragtcentral, hvor han som direktør forestod udflytningen fra bymidten til et nyt terminal- og lagerhotelanlæg i det nordlige Odense.
Herefter fulgte et job som adm. direktør for den danske småkagebranches nystartede joint-venture-selskab DANCOOKIE A/S, Odense.
20 år hos DTC
Senere blev han direktør for Transportgruppens nye terminal i Taulov, hvorfra han i 1990 skiftede til posten som adm. direktør for det ny-etablerede DTC ved Vejle.
Her har han gennem de sidste 20 år præget udviklingen fra den spæde start til i dag, hvor centret har 70.000 kvm. bygninger, med knap 40 forskellige virksomheder inden for transport- og servicesektoren.
Det oprindelige område på 30 hektarer er nu ved at være fuldt udbygget, og der er derfor nytilkøbt yderlige 30 hektarer, der skal udvikles som et nyt konceptområde under DTC – ”EXXIT 59 – Motorvejsbyen midt i Danmark”
Ordførende Mester
Henry Dyrlund har gennem årene beklædt en række tillidshverv, og er i dag formand for FDT – Foreningen af Danske Transport Centre, Syddansk Logistikforum, og Danmarks Transport Akademi. Han er tillige næstformand i Nordea´s Bankråd, næstformand i det Lokale Beskæftigelsesråd samt medlem af DI Dansk Industri´s bestyrelse, Vejle Kommunes Udviklingsråd og Vejle Erhvervsklub.
Desuden er han medlem af Den Danske Frimurer Orden, hvor han gennem en årrække har været Ordførende Mester i Logen i Middelfart, og nu er embedsmand i Provinsiallogen i Odense.
Fritiden bruges bl.a. i musikkens verden, hvor han, udover at være medlem af bestyrelsen for Aarhus Bluesforening, også selv er udøvende blues-musiker på guitar og mundharpe – ofte sammen med datteren, sangerinden og pianisten Anette Dyrlund.
Dagen markeres med en reception onsdag 16. februar fra 14 til 17 på DTC´s Kursuscenter, Centerbakken 1, Vejle.
[add:243]