Debat: Støtte til cabotage-protest
Redaktionen har modtaget følgende debat-indlæg efter omtalen af den cabotage-undtagelse fra det såkaldte RUT-register, som Beskæftigelsesministeriet har lagt op til:
FDL kan 100 procent støtte DTL i deres protest mod speditørforeningen og DI Transports undergravende bestræbelser på at få udenlandske transportmedarbedere undtaget fra RUT-registret.
Til dem, der ikke lige har været helt tæt på den diskussion tidligere, kan jeg da oplyse, at speditørernes og DI Transports fortsatte bestræbelser på også at få den kontrolmulighed sløjfet er en fortsættelse i lige linje med de forsøg, der er gjort fra samme side ved tidligere møder i forbindelse med bl.a. cabotage-vejledningen.
Så kære transportkollegaer:
Speditørerne og DI Transport har kun det ene erklærede mål for deres tilstedeværelse i transport-debatten, nemlig den at kæmpe fra hus til hus for at få så lidt kontrol som muligt.
Total uigennemsigtighed i kontrolfasen er ønskeligt fra speditørerne såvel som fra DI Transports side. Det er nemlig det, deres medlemmer ønsker for deres hoveri over for de stakler fra Østeuropa, som de hidkalder og så skider på, når de ikke har brug for dem mere.
FDL er parat til sammen med DTL at kæmpe for, at denne fritagelse ikke får lov til at ske.
Og til alle, der hver især bidrager hertil, ønskes en glædelig jul samt et godt dansk nytår.
Og lad os også sende en kærlig og varm hilsen til de stakler fra Østeuropa, som de fine store speditionsfirmaer skider på, når klokkerne ringer julen ind her i Danmark.
En opfordring skal lyde til de af vore kollegaer, der observerer en frysende østlænding på en forladt raste-/parkeringsplads:
Inviter ham indenfor til et måltid mad. Han sidder ikke og fryser derude af lyst, men af simpel nød.
Christian Jensen, formand for FDL
Nordvej 12
9900 Frederikshavn
[add:240]