Lastbil-marked i fortsat bedring
Nye tal for antallet af nyregistrerede lastbiler viser en fortsat fremgang. I november blev 190 lastbiler over 15 ton indregistreret for første gang herhjemme, og det er næsten dobbelt så mange som samme måned sidste år.
I alt er der i år indregistreret 2118 lastbiler over 15 ton i årets første 11 måneder, og det er 81 procent af tallet for samme periode sidste år. Det skyldes, at registreringstallene i første halvdel af 2010 var historisk lavt, mens de seneste måneder har peget på en klar fremgang på lastbil-markedet.
Der er dog stadig langt op til tallene for 2008, hvor 5320 lastbiler over 15 ton blev indregistreret i de første 11 måneder.
Håb for 2011
»Lastbil-markedet fortsætter bedringen, men salget i 2010 er stadigt et godt stykke under sidste år og selvom den procentvise fremgang er høj, så kommer vi fra et meget lavt niveau. Men det er meget positivt, at vi nu igennem flere måneder har set en betydelig vækst i antallet af nyregistreringer. Det giver håb om, at 2011 kan være året hvor vi også for lastbilernes vedkommende kan aflyse krisen,« siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
I det interne kapløb mellem lastbil-importørerne er Volvo i front et mulehår foran Scania - begge sidder på 23 procent af årets tunge lastbil-salg. Herefter følger MAN (20%), DAF (16%), Mercedes-Benz (12%), Iveco (3%) og Renault (3%).
[add:240]