Kontroversiel vognmand fylder rundt
I morgen fejrer en af transportbranchens kontroversielle skikkelser, vognmand Børge Pedersen sin 50 års fødselsdag ved en fest i hjembyen Abildå i Vestjylland.
Børge Hauris Pedersen med tilnavnet ”Op og ned” har gennem årene været involveret i adskillige vognmandsfirmaer, både inden for gods- og buskørsel.
Flere af firmaerne er i tidens løb gået konkurs, men Børge Pedersen er altid poppet op igen med nye selskaber.
I skrivende stund er han blandt andet direktør i Børge Pedersen Transport ApS, Sanne Pedersen Transport ApS og det nyeste skud på stammen, Børge Pedersen Transport, Abildå A/S, der blev stiftet lige før jul. Børge Pedersen er dog ikke selv ansvarlig leder i nogle af selskaberne.
I morgen vil den kontroversielle vognmand gerne se familie, naboer, venner, kolleger og forretningsforbindelser til fest kl. 18.00 i Abildå Forsamlingshus.