Chauffør angav kollega
En hollandsk vognmand er næppe alt for stolt af sine medarbejdere. Tirsdag blev to af hans chauffører nemlig taget for spirituskørsel af Midt- og Vestsjællands Politi, oplyser Ritzau.
Den bizarre sag tog sin begyndelse, da den første chauffør nær Køge var ved at køre i grøften med sit vogntog lige for næsen af en patruljevogn.
Alkoholtesten var positiv og så måtte chaufføren med på stationen. Vognmanden havde tilfældigvis en anden chauffør i Danmark, der blev sendt afsted for at hente lastbilen.
Men ifølge politiet sagde den anholdte chauffør til betjentene, at det var uretfærdigt, at han var blevet anholdt, når kollegaen var lige så fuld. Og minsandten om ikke en spiritustest af afløseren viste, at han havde ret.
Lastbilen står nu hos politiet i Køge og venter på, at vognmanden skaffer 40.000 kroner, så han kan få den frigivet.
[add:120]