23948sdkhjf

Hård konkurrence blandt speditører

De danske speditører konkurrerer hårdt om kunderne i disse år, og det går i stigende grad ud over indtjenings-marginen, som er faldet fra 20,3% i 2003/04 til 18,2% i 2006/07.

Det viser Deloittes årlige analyse af speditionsbranchen, der omfatter 102 speditionsfirmaer inden for sø-, luft- og landtransport.

Målt på indtjeningen alene var 2006/07 et godt år for branchen, selv om den samlede indtjening på 241 mio. kr. ikke kan matche sidste års rekordindtjening på 331 mio. kr.

En udfordring at effektivisere

Men speditørerne skal blive bedre til at effektivisere deres forretning, så de ikke sakker bagud i den skærpede konkurrence, mener Anders Kreiner, leder af Deloittes markedsgruppe Transport.

»Lige nu ser de økonomiske konjunkturer fortsat gode ud, og forventningerne til 2008 er positive. Men når konjunkturerne ændrer sig, kan det blive meget svært for de mindst effektive virksomheder at opretholde en tilfredsstillende indtjening,« påpeger han.

Derfor må speditionsvirksomhederne fortsat prioritere at foretage de nødvendige investeringer, fx i it-systemer for at sikre, at virksomhedernes effektivitet til stadighed forbedres, mener Anders Kreiner.

Flere penge bundet hos kunder

Den øgede konkurrence gør det også vanskeligt for branchens aktører at styre likviditeten. Selv i rekordåret 2005/06 fik speditørerne kun en beskeden fremgang i likviditeten, og på trods af den meget høje indtjening i 2006/07 gik speditionsbranchen ud af regnskabsåret med et samlet fald i likviditeten.

Det skyldes først og fremmest, at virksomhederne har flere og flere penge bundet som tilgodehavender hos kunderne.

»Vi kan se, at branchen er begyndt at bruge lange kredittider som et konkurrenceparameter, og de 102 speditionsfirmaer i undersøgelsen har øget pengebindingerne i tilgodehavender hos kunderne med 431 mio. kr. i de to seneste år. Det svarer til, at for hver 100 kr., som speditionsvirksomhederne har tjent i regnskabsåret 2005/06 og 2006/07, er 75 kr. blevet bundet i tilgodehavender hos kunderne. Kun 25 kr. er endt i speditionsvirksomhedernes egen kasse,« vurderer Anders Kreiner.

Manglende værdiskabelse

Den manglende likviditet er et problem, fordi virksomhedens evne til at skabe positiv likviditetsstrømme er den vigtigste faktor, når virksomheden skal værdiansættes.

»En fortsat manglende styring af likviditeten vil derfor have den effekt, at speditionsvirksomhedernes værdier vil blive væsentligt forringet i forhold til de værdier, som den høje indtjening i branchen ellers berettiger til.

En af speditionsbranchens allervæsentligste udfordringer i de kommende år vil derfor være at have fokus på, at det ikke er omkostningsfrit fx at lægge en ekstra måneds kredit i servicepakken til kunderne. Speditionsvirksomhederne bør i de kommende år arbejde målrettet med at reducere pengebindingerne hos debitorerne,« slutter Anders Kreiner.

Ingen vognmænd

Deloittes markedsgruppe Transport offentliggør for fjerde år i træk sin årlige undersøgelse af den danske speditionsbranche. Undersøgelsen viser branchens samlede økonomiske udvikling, virksomhedernes indtjening og likviditet samt udviklingstendenser for 2006/07. Deloitte giver samtidig en række anbefalinger til branchen og dens virksomheder.

Undersøgelsen omfatter 102 af de ca. 750 registrerede speditionsvirksomheder i Danmark. De 102 virksomheder omfatter både speditører inden for luft- og søfragt og biltransporter. Virksomhederne er kendetegnet ved, at de ikke selv ejer transportmidlerne, men alene står for at formidle og håndtere transporterne. Analysen omfatter således ikke vognmandsfirmaer, rederier eller lignende.[add:15]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063