Mange besøgte nyt Scania-anlæg
Knap 1.600 gæstende chauffører, vognmænd, medarbejdere, forretningsforbindelser, lokale borgere og andre interesserede var i lørdags mødt op for at være med til at indvie Scania Bilers nye anlæg i Ishøj, der er Europas største kombinerede Scania lastbil- og busværksted
Selv om det nye Scania-anlæg er på over 10.000 m2, var der trængsel det meste af dagen. Men der var også noget at komme efter. Ud over mad og drikke bød Scania Biler på masser af underholdning for store og små – fra countrymusik og tryllekunster til kørsel med radiostyrede modellastbiler og helikopterture over det nye Scania-anlæg og nærmeste omegn. Sidstnævnte tilbud benyttede næsten 200 gæster sig af, så de to indlejede helikoptere var i fuld sving uafbrudt det meste af dagen i det flotte vejr.
Guidede ture
Ud over de mange underholdningstilbud havde gæsterne også mulighed for at få et godt indtryk af faciliteterne på det imponerende anlæg. Scania Biler havde arrangeret guidede ture rundt på det store anlæg, hvor gæsterne blev præsenteret for alle de serviceydelser, som vil blive tilbudt fra anlægget.