Luksusmodel til Skive Fragt
Skive Fragt A/S, der kører for Danske Fragtmænd, har fået leveret en ny DAF XF105.510 FTG trækker.
Der er tale om modellen 007 Edition, som indeholder meget udstyr. Den nye trækker er leveret af Lastas Trucks Danmark A/S i Hedensted.
Den nye DAF er udstyret med en 6-cylindret 12,9 liters Euro 5 motor, der yder 510 hk ved 1500-1900 omdr./min., og har et drejningsmoment på 2500 Nm ved 1000-1410 omdr./min.
Køretøjet er udstyret med en 12 trins ZF automatgearkasse og er ligeledes fra fabrikken blevet leveret med MX-motorbremse, tyverisikring og træinstrumentering.
Opbygningen, som er foretaget hos Lastas Trucks Danmark A/S, indeholder luftforskydelig JOST skammel, 750 l ståltank, værktøjsskab, 2 stk. arbejdslygter, fuld aludørk og hanebro.
Denne udstyrsmodel indeholder ydermere 2 stk. tryklufthorn på taget, 2 stk. slingrelygter på forkofanger, cyklistkamera og aircondition. Som ekstraudstyr har vognmanden fået monteret SAT-lysskilt med hvide lysdioder.
Indvendigt er kabinen plysset med gammeldags busplys, og denne model omfatter også VDO navigation og 17” fladskærm med DVD.