Ministre siger nej til modulvogntog
Et flertal af EU's transportministre har sagt nej til at tillade modulvogntog på tværs af landegrænserne.
Det skete på et ministerrådsmøde fredag, hvor den nye danske transportminister Carina Christensen kæmpede for at sikre modulvogntogene en europæisk blåstempling, mens ikke mindst Tyskland gik imod.
»Det er ubegribeligt, at Tyskland og de andre lande, der har meldt sig under modstandsfanen, ikke forstår, at modulvogntogene er et effektivt middel til at begrænse trængslen på Europas overordnede vejnet, og at landene samtidig siger nej til en både effektiv og billig måde at reducere CO2-udslippet i transportsektoren,« siger direktør Michael Svane, HTS, der mener, at Ministerrådets afvisning af modulvogntogene i EU markerer en trist dag i EU's transportpolitik.
Det danske forsøg med modulvogntog, der starter næste år, berøres ikke af Ministerrådets afvisning.
Undersøgelse
Samtidig har EU-Kommissionen sat en undersøgelse i gang, der bl.a. skal se på fordele og ulemper ved at tillade modulvogntog i større omfang i EU. Undersøgelsen er en del af en større plan, der skal styrke og udvikle transport og logistik i EU for at gøre Europa mere konkurrencedygtigt og mere bæredygtigt.
"Vi kunne ønske mere fart på projektet – ingen tvivl om det, men retningen er rigtigt, og den saglige analyse vil føre til den rigtige beslutning om at udnytte fordelene ved modulvogntog i hele EU," siger EU-chef i DTL, Søren Hyldstrup Larsen.
[add:15]