Uacceptabelt tysk forslag om Mautstigning
ITD raser over, at den tyske trafikminister Tiefensee planlægger nye stigninger i den tyske vejskat for lastbiler – kun få måneder efter, at vejskatten blev sat op med 9%, samtidig med at tyskernes egne vognmænd fik kompensationer for 250 millioner euro.
Tysklands trafikminister Wolfgang Tiefensee foreslår med virkning fra 1. oktober 2008, at den tyske vejskat for lastbiler (mauten) skal stige med 5 til 50 øre pr. kilometer, således at stigningen er størst for de mindst miljøvenlige lastbiler. Transporten på danske lastbiler kan med den foreslåede stigning blive fordyret med ca. 60 millioner kr. om året.
»Nye tyske mautstigninger er aldeles uacceptable for både dansk og europæisk godstransport,« siger ITD’s formand, direktør Mogens Therkelsen, Padborg. »Specielt set i lyset af, at den tyske trafikminister har annonceret en rekordindtjening på mauten i 2007 på 3,3 milliarder euro.
Danmark rammes hårdt
»Vi appellerer til tyskerne om at tage deres ansvar alvorligt som et nødvendigt transitland for den europæiske samhandel. Som randstat rammes Danmark og dansk erhvervsliv ekstra hårdt af stigninger i den tyske maut. Transportomkostningerne er i forvejen steget kraftigt som følge af udviklingen i oliepriserne. I stedet for nye mautstigninger har europæisk godstransport behov for, at tyskerne åbner op for en bedre udnyttelse af de tyske veje,« mener Mogens Therkelsen, og peger på, at indførelse af modulvogntog på de tyske motorveje og indskrænkning af de tyske søndagskørselsforbud vil have en langt større miljøeffekt end nye afgifter.
»Vi appellerer også til de danske politikere om at få EU-Kommissionen til at gribe ind over for tyskernes forsøg på at begrænse den frie vareudveksling i Europa,« slutter Mogens Therkelsen. [add:4]