DTL skælder ud på dyretransportører
»Hovedparten af de danske dyretransportører er gode og gør et godt og seriøst stykke arbejde hver dag.
Men det er skuffende, at de senere års fokus på området samt informationsindsats fra bl.a. DTL om bedre dyrevelfærd ikke kan ses i statistikkerne, hvor der er tale om status quo i forhold til 2005. Det er ikke tilfredsstillende, at hver fjerde dyretransport ikke er i orden på dyrevelfærdsområdet, og det er med til at ødelægge det for alle dem, der gør det godt. Dette her rammer hele branchens image.«
[add:32]
Det siger vicedirektør Morten Lindbo, DTL i en kommentar til de nyeste tal om dyretransporter fra Færdselspolitiets og Fødevarestyrelsens Dyrevelfærdsrejsehold.
Det er bl.a. inden for områderne lastetæthed, manglende strøelse, manglende vanding og utilstrækkelig indvendig højde i transportmidlerne, at den er gal ifølge Færdselspolitiet og Fødevarestyrelsens Dyrevelfærdsrejsehold.
»Det er sjusk, og det må der rettes op på,« siger Morten Lindbo.