Brug din sunde fornuft, Peer Sall
Forretningsfører Peer Vestergaard Sall fra 3F's Transportgruppe udtalte fredag her på siden i forbindelse med de nye bødetakster, at branchen er for ømskindet, og han ser på nuværende tidspunkt ingen grund til at kigge på lovgivningen igen.
Peer Vestergaard Sall's udtalelser har fået Aage Bejer, Hald Ege til at sende dette indlæg:
"Det er utroligt at høre Peer Vestergaard Sall proklamere, at det ikke er et problem med de nye skyhøje bødetakster, som bliver givet til chauffører og vognmænd, det strider jo himmelråbende mod al form for fornuft.
Hvordan kan man stiltidende se på, at en hel branche kriminaliseres på den måde, og hvor chauffører og vognmænd kan blive dømt efter selv den mindste forseelse, alt afhængig af den konkrete politimands humør.
De bødestørelser, vi hører om, gives ikke engang for voldtægt og anden grov overtrædelse. I den konkrete sag med busvognmanden er man efter min mening langt ude. Hvordan kan man dømme chauffør og vognmand for en forseelse, de ikke har begået (skiverne var jo OK).
Så kan de måske dømme for at glemme. Hvad er straffen for at glemme ? Det synes jeg kunne være interessant at høre, også i forbindelse med om knappen fra kørsel til hvil er slået fra.
Jeg synes, det ville klæde Peer Vestergaard Sall at erkende, at lovgivningen på området er dårlig og bruge sin sunde fornuft i stedet for at forsvare lovgivningen.
Aage Bejer
Niels Bugges Vej 5, Hald Ege
8800 Viborg
[add:9]