Fire dræbt i busulykke
En bus fra rejseselskabet Apollo med 28 svenske turister forulykkede søndag på Tenerife. Tre svenske turister og en norsk rejseleder er omkommet, meddeler det svenske nyhedsbureau TT.
Ulykken skete, da en af rejseselskabet Apollos busser ved middagstid kørte af vejen nær lufthavnen på den spanske ø. To svenskere, en voksen og et fem-årigt barn, samt den norske rejseleder, døde på stedet. Yderligere et svensk barn, hvis alder ikke er oplyst, døde senere søndag på hospitalet, oplyser civilgarden på Tenerife. Derudover blev 22 passager kvæstet ved ulykken, heraf fem alvorligt.