Krise for svenske vognmænd
Det går ikke alt for godt for svenske vognmandsfirmaer, og senest har vognmandsforretningen Alfr. Anderssons Åkeri i Vara oplyst, at de skærer ned på deres indenrigskørsel og tager 12 ud af i alt 97 vogntog ud af drift.
I forbindelse med nedskæringerne skal firmaet afskedige et antal medarbejdere. Problemerne skyldes utilfredstillende indtjening.
Og lige på den anden side af Øresund, i Landskrona, er N.V. Olssons Biltransporter gået konkurs. Firmaet er et velkendt vognmandsfirma i Skåne og startede helt tilbage i 1927. Firmaet har hovedsageligt beskæftiget sig med distribution af bl.a. frugt og grønt.
N.V. Olsson har 45 ansatte og et tilsvarende antal lastbiler.