23948sdkhjf

Prøvepladesag nærmer sig afslutning

Endelig er der udsigt til, at prøvepladesagen fra Padborg får en afslutning. Lige efter nytår skal direktøren fra Lundimex og hans ansatte igen mødes med dommeren i Retten i Gråsten. En aftale om gensidig aftale om prøveplader mellem Danmark og Tyskland er i øvrigt ikke i sigte.

Sidst direktør Frede Lund, Lundimex, og hans ansatte sad på anklagebænken var 7. juni i år. Dengang besluttede dommeren at udsætte sagen, fordi hun fandt den principiel.

Syv måneder senere, den 7. januar 2002 er der så udsigt til, at der kommer en afgørelse. Her er der nemlig berammet et nyt retsmøde ved Retten i Gråsten.

Dommerens begrundelse for at udsætte sagen var, at der i juni ikke forelå en anvisning på, hvor Frede Lund og andre importører af lastbiler skulle skifte fra tyske til danske prøveplader, når de kørte ind i Danmark.

Schengen som årsag

Problemet med skiftet af prøveskilte blev aktuelt efter Schengen-aftalen trådte i kraft, og der ikke længere var mulighed for at få plader ud på grænseovergangen i Frøslev.

”Det er løst nu. Vi må enten skifte på grænsen ved Oksevejen i Padborg eller på den gamle toldplads på Toldbodvej, hvor politiet nu er flyttet ind, og vi har bestræbt os på at overholde de regler, siden de blev udstukket,” siger Frede Lund.

Inden der kom melding om den nye procedure for skilteskift, havde Frede Lund som tidligere nævnt på dommerens anvisning korresponderet flittigt med politimesteren i Gråsten uden det store resultat.

Det fik direktøren til at klage over politimesteren til Rigspolitichefen. Det forhold nægtede Rigspolitichefen at udtale sig om til Lastbil Magasinet. Politiet skiftede i øvrigt først adresse til Toldbodvej flere måneder efter det første retsmøde.

Ingen aftale i udsigt

De nordiske lande har en gensidig aftale om anerkendelse af hinandens prøveskilte. Det er også derfor, at anklagen mod Frede Lund og hans ansatte lyder på kørsel i uregistrerede køretøjer, selv om de var forsynet med tyske prøveskilte.

Både Frede Lund og andre importører af brugt materiel har siden problemernes opståen med Schengens ikrafttrædelse ønsket sig en lignende aftale med broderfolket mod syd.

Det er dog tvivlsomt, om netop den gave ligger under juletræet. Fuldmægtig Charlotte Hellinghus Perch fra Færdselsstyrelsen fortalte nemlig forleden, at forhandlingerne med de tyske myndigheder ikke er på plads endnu. Skriveriet mellem de to landes myndigheder blev indledt, kort før Schengen og dermed de åbne grænser blev en realitet i marts i år. Frede Lund og hans ansatte blev noteret for deres forseelse tre dage efter Schengen-aftalens ikrafttræden. Det skete på Hermesvej i Padborg, hvor Lundimex på daværende tidspunkt havde til huse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063