Principiel retssag om hastighed udsat
5. december sad vognmand Finn Jensen, L.R.T.-Transport Hinnerup, på anklagebænken ved Byretten i Aarhus.
Her skulle han stå til regnskab for anklagerens påstand om en hastighedsovertrædelse på 79 km/t målt med det automatiske udstyr i krydset Åby Ringvej – Jernaldervej tidligere på året.
Et forhold som Finn Jensen afviser.
Det blev dog ingen lang forestilling. Dommeren udsatte simpelthen retsmødet til efter nytår. Årsagen til udsættelsen skal findes i forsvarerens påstand i Retten.
Her påpegede advokat Johnny Mahlisen, at hans klient ikke mener, han har kørt 79 km/t, men det var ikke det vægtigste argument.
Forsvareren forklarede, at når selv en højtstående politimand står frem på den lokale tv-station og vedgår, at automatikken ikke virker efter hensigten, så er der ikke grundlag for at dømme folk.
På vej hjem
Den dag Finn Jensen fik sit portræt taget i krydset, var han på vej hjem fra værkstedet i en af sine 15 trækkere, efter at han havde fået skiftet dæk.
”Jeg havde derfor ikke skive i kontroluret, så jeg kan ikke modbevise påstanden, men jeg kørte ikke så hurtigt. Jeg fulgte bare trafikken,” pointerer vognmanden.
Han vil vedgå, at han var over de 50 km/t, men til gengæld langt fra visningen på 82 km/t, som politiets påstand lyder på. Derfra er så trukket tolerancen på 3 km/t, så han er sigtet for at køre 79 km/t.
En bøde på 2.500 kroner og tre års betinget frakendelse af kørekortet samt en kontrollerende køreprøve. Det var kravet fra anklageren under retsmødet.
Skal følges til dørs
”Men jeg bliver ved med at fastholde, at når man ikke kan stole på det ene ved den automatiske hastighedsmåling, så kan man heller ikke stole på det andet. Og bliver jeg dømt, anker jeg på stedet,” siger Finn Jensen.
Fra politiets side har man siden 1. marts, da forsøget med de automatiske målinger blev indledt i Århus, fastholdt, at det alene er billedkvaliteten, der svigter. Og svigter gør den. Det er ikke lykkedes Lastbil Magasinet på noget tidspunkt at få nogen statistik over, hvor mange billeder der kasseres.
Det kan indikere, at politiet ikke har nogen tal.
Det sammenholdt med, at en datalog fra leverandøren Olsen Engineering, Roskilde selv langt hen på efteråret havde mere eller mindre fast arbejde med at få teknikken til at fungere, tyder på, at det stadig står sløjt til.
Vi følger op på sagen senere.