Michael Svane: Helt utilfredsstillende
”Der er kun ét at sige. Medlemmer og andet godtfolk må få bragt orden i tingene. Tiden er ikke inde til bortforklaringer.”
Sådan lyder kommentaren fra ordførende direktør Michael Svane, DTL til resultatet af kran- og blokvognskontrollen ved grænsen i sidste uge.
”ERFA gruppen KRAN-BLOK gør et stort stykke arbejde blandt andet gennem kurser for at højne kvaliteten til special- og blokvognstransporter, men de her tal kan vi ikke leve med,” siger en rystet direktør.
Fuld opbakning
Michael Svane giver desuden politiet sin fulde opbakning til vicepolitikommissær Carl Peter Frederiksens løfte om at intensivere jagten på de tunge transporter.
Samtidig pointerer direktøren, at det nu er endnu mere relevant dels med en ny bekendtgørelse på området og dels en central administration til at behandle tilladelserne til transporterne.
”Ved en central administration sikrer vi, at folk ved, hvad de har med at gøre, og vi får samlet ekspertisen ét sted,” siger han.
Det er nemlig hændt, at vognmænd, som har fået udstedt en transporttilladelse i én politikreds, bliver stoppet i den næste med påstanden om, at han kører ulovligt i den næste.
Vil presse på
Michael Svane varsler, at DTL vil svinge pisken for at undgå, at politiet står med et lignende resultat ved en kommende kontrol.
”KRAN-BLOK og DTL har udfoldet et stort arbejde for at få tingene på rette hylde. Nu må vi så vende blikket indad mod dem, som ikke kan forstå det her. Samtidig må myndighederne komme på banen, og DTL vil tage kontakt til dem for at få de her ting på plads,” fastslår han.
Læs dagens øvrige artikler: ”Rystende forhold ved kran- og blokvognstransporter” og ”Kontrol bliver et varmt emne.”