Skiltning i Århus er i strid med loven
1. maj i år blev eksportchauffør Flemming Ørndrup, Padborg i sit sættevognstræk fotograferet i den automatiske hastighedskontrol i Århus i krydset Åby Ringvej – Jernaldervej.
Hastigheden blev målt til 81 km/t minus tolerancen på tre km/t, så anklageskriftet lød på, at Flemming Ørndrup kørte 78 km/t, hvor højst tilladte fart er 50 km/t.
I går stod chaufføren over for dommer Peder Nielsen i Byretten i Århus.
Mens anklageren krævede en bøde på 2.500 kroner og tre års betinget frakendelse af kørekortet med kontrollerende køreprøve, så var forsvarer Jakob Johnsen, Aalborg, af en helt anden mening.
Han krævede sin klient frifundet på baggrund af den misvisende skiltning på stedet – eller i det mindste kun dømt for en overskridelse på otte km/t.
I sin bevisførelse benyttede Jakob Johnsen en FN konvention, som Danmark underskrev i 1968 og tiltrådte 3. november 1986 sammen med de øvrige europæiske lande.
Vildledende
Krydset er inden for bymæssig bebyggelse, men der er opsat skiltning med 70 km/t, som er højst tilladte fart for personbiler.
”Mit anbringende er, at skiltningen er forkert og vildledende. Jeg vil gøre gældende, at Danmark ifølge konventionen har pligt til at anvende undertavler, hvis hastigheden kun gælder for visse køretøjer. Og det er ikke tilfældet her,” påpegede Jakob Johnsen.
Advokaten henviste desuden til en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen bragt i år, hvor det slås fast, at traktater og konventioner kommer forud for den nationale, danske lovgivning.
Det var et synspunkt, som anklageren ikke kunne tilslutte sig.
Burde vide
Anklageren mente, at Flemming Ørndrup som erhvervschauffør med 38 års erfaring i branchen burde kende de danske færdselsregler og dermed vide, at han kun må køre 50 km/t inden for bymæssig bebyggelse.
”Jeg mener heller ikke, konventionen er over den nationale lovgivning. Den bruges mere for at få en mere ensartet, international udformning af skiltene, men konventionen overlader i mange tilfælde til den nationale lovgivning at vedtage specielle regler. For eksempel inden for bymæssig bebyggelse,” påpegede anklageren.
Kører mest i udlandet
Flemming Ørndrup forklarede i Retten, at han kører til og fra Danmark, men at 90 procent af hans kørsel foregår i udlandet, og her er der alle steder undertavler, som anviser, hvis blandt andet lastbiler skal holde en lavere hastighed end personbiler på udvalgte strækninger.
Derfor var det hans klare formodning, at han måtte køre 70 km/t.
Forsvareren fremlagde i øvrigt fotos fra Frankrig, som viser, at man der bruger undertavler for lastbiler og personbiler med påhængsvogne.
Billederne har tidligere været vist på hjemmesiden.
Ude at fejre dagen
At chaufførens hastighed blev målt til at være på 78 km/t skyldes, at han kørte bag tre skraldevogne, som lå med en fart på 45 km/t.
”Jeg tænkte, kan de ikke finde et andet sted at holde 1. maj demonstration, og så kørte jeg forbi dem,” forklarede chaufføren.
Han påpegede også, at han flere gange siden hilsenen fra politiet har skrevet til Århus Politi for at få en forklaring på den manglende skiltning. Skriveriet er dog endt resultatløst.
Dom i næste uge
20. december klokken 13 afsiges dommen.
Flemming Ørndrup lod efter retsmødet forstå, at han anker på stedet, hvis han ikke frifindes for forseelsen.
I/A Gruppens støtteklub Eksportchaufførernes Vel, hvor chaufføren er medlem, er gået ind i sagen.
Klubben har blandt andet brugt ressourcer på at finde frem til FN konventionen.